Gå til indhold

Nordplus støtter 326 nye uddannelsesprojekter

92 millioner kroner styrker uddannelsessamarbejdet i Norden og Baltikum. Det sker i kraft af uddannelsesprogrammet Nordplus, der henvender sig til alle uddannelsessektorer og organisationer og institutioner, der er involveret i læring og uddannelse.

Nordplus.jpeg

Uddannelsesinstitutioner og organisationer, der deltager i Nordisk Ministerråds uddannelsesprogram Nordplus, får tilskud til netværksdannelse, projektsamarbejde samt mobilitet/udveksling for elever, studerende, kursister og undervisere i de nordiske og baltiske lande samt i selvstyreområderne Grønland, Færøerne og Åland.

Nordplus modtog 609 ansøgninger ved fristen 3. februar 2025, og 326 af dem har opnået tilskud, svarende til en succesrate på 54%.

I alt er 2.464 uddannelsesinstitutioner og organisationer med i de bevilligede projekter, heraf 329 danske organisationer. Det samlede ansøgte tilskudsbeløb var på ca. 235 millioner kroner, hvilket er ca. 2,6 gange mere end det tilgængelige budget på omkring 92 millioner kroner.

Næste ansøgningsfrist

Næste ansøgningsfrist til Nordplus-programmerne er den 1. februar 2026. Man kan dog søge Nordplus Junior, Nordplus Voksen og Nordplus Nordens Sprog om tilskud til forberedende aktiviteter den 1. oktober 2025. Denne ansøgningsrunde åbner i august.

Fakta

  • Nordplus er Nordisk Ministerråds uddannelsesprogram
  • Nordplus støtter uddannelsessamarbejde i den nordiske og baltiske region
  • Nordplus støtter mobilitet for elever, studerende, kursister og undervisere samt netværks- og projektsamarbejde
  • Deltagende lande: Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island, Estland, Letland, Litauen, Grønland, Færøerne og Åland
  • Nordplus består af delprogrammerne Nordplus Junior, Nordplus Videregående Uddannelse, Nordplus Voksen, Nordplus Horisontal og Nordplus Nordens Sprog, der tilsammen dækker hele uddannelsessektoren.
  • Det er muligt for danske, grønlandske og færøske uddannelsesorganisationer at indgå i partnerskaber om f.eks. mobilitet for elever, kursister, studerende og undervisere, da Grønland og Færøerne er selvstændige programlande i Nordplus.

Kontakt

Malene Birgitte Sejberg Rickmann
Chefkonsulent
Tlf.: 72318927
Email: mbsr@ufm.dk
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen

Afsendere