Gå til indhold

Nordplus støtter 340 nye uddannelsesprojekter

95 millioner kroner styrker uddannelsessamarbejdet i Norden og Baltikum. Det sker i kraft af uddannelsesprogrammet Nordplus, der henvender sig til alle uddannelsessektorer og organisationer og institutioner, der er involveret i læring og uddannelse.

Nordplus.jpg

Uddannelsesinstitutioner og organisationer, der deltager i Nordplus, får tilskud til netværksdannelse, projektsamarbejde samt udlandsophold for elever, studerende, kursister og undervisere i de nordiske og baltiske lande samt i selvstyreområderne Grønland, Færøerne og Åland.

Nordplus har netop lanceret en ny programperiode, der løber fra 2023 til 2027. I periodens første år har Nordplus modtaget 499 ansøgninger ved fristen 1. februar 2023, og 340 af dem har opnået tilskud, svarende til en succesrate på 68 procent.

I alt er 2.729 uddannelsesinstitutioner og organisationer med i de bevilligede projekter, heraf 367 danske organisationer. Det samlede ansøgte tilskudsbeløb var på cirka 202 millioner kroner, hvilket er cirka 2,1 gange mere end det tilgængelige budget på omkring 95 millioner kroner.

Næste ansøgningsfrist

Næste ansøgningsfrist til Nordplus-programmet er den 1. februar 2024. Man kan dog søge Nordplus Junior, Nordplus Voksen og Nordplus Nordens Sprog om tilskud til forberedende besøg den 1. oktober 2023. Denne ansøgningsrunde åbner i august.

Fakta

  • Nordplus er Nordisk Ministerråds uddannelsesprogram
  • Nordplus støtter uddannelsessamarbejde i den nordiske og baltiske region
  • Nordplus støtter mobilitet for elever, studerende, kursister og undervisere samt netværks- og projektsamarbejde
  • Deltagende lande: Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island, Estland, Letland, Litauen, Grønland, Færøerne og Åland
  • Det er muligt for danske, grønlandske og færøske uddannelsesorganisationer at indgå i partnerskaber om f.eks. mobilitet for elever, kursister, studerende og undervisere, da Grønland og Færøerne er selvstændige programlande i Nordplus.
  • Nordplus består af delprogrammerne Nordplus Junior, Nordplus Videregående Uddannelse, Nordplus Voksen, Nordplus Horisontal og Nordplus Nordens Sprog, der tilsammen dækker hele uddannelsessektoren.

Kontakt

Malene Birgitte Sejberg Rickmann
Specialkonsulent
Tlf.: 72318927
Email: mbsr@ufm.dk

Afsendere