Gå til indhold

Har dit projekt en trivselsvinkel? Så kan det komme i betragtning til EITA-prisen 2024

Årets tema er trivsel, når Uddannelses- og Forskningsstyrelsen dette forår nominerer projekter til European Innovative Teaching Award (EITA). EITA er Europa-Kommissionens hæderspris til dagtilbud, grundskoler og ungdomsuddannelser, der har gennemført eksemplariske Erasmus+-projekter.

Grafik med pige og EITA

Som det danske agentur for Erasmus+ har Uddannelses- og Forskningsstyrelsen mulighed for at uddele op til fire EITA-priser årligt. Dvs. en pris til et eksemplarisk Erasmus+-projekt i hver af følgende sektorer:

  • Dagtilbud
  • Grundskole
  • Almen ungdomsuddannelse
  • Erhvervsrettet grund- og efteruddannelse

Som i 2023 foretager Uddannelses- og Forskningsstyrelsen også i 2024 i første omgang en bred udvælgelse af eksemplariske projekter, som offentliggøres på en såkaldt 'short-list' af potentielle vinderprojekter.

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen vil kontakte alle shortlistede/nominerede projekter inden 1.juni 2024, mens offentliggørelsen af de endelige vindere vil finde sted i september.

Temaet for EITA 2024

I år er temaet for EITA-prisen 'Trivsel på skolen'. For at komme i betragtning til prisen skal det afsluttede Erasmus+-projekt altså på den ene eller anden måde have beskæftiget sig med elevernes og eller lærernes/pædagogernes mentale helbred.

Trivsels-temaet er affødt af et europæisk initiativ, der hedder "Pathways to School Succes".

Udvælgelsen af de bedste Erasmus+-projekter med udgangspunkt i årets tema foregår i alle Erasmus+-programmets 33 lande, og temaet er det samme i alle lande.

Projektet skal være afsluttede for at kunne komme i betragtning og ikke ældre end projekter bevilliget i 2019.

Både Key Action 1-projekter (dvs. mobilitetsprojekter) og Key Action 2-projekter (dvs. Small-scale Partnerships og Cooperation Partnerships) kan komme i betragtning til EITA-prisen.

Et projekt, der har modtaget EITA et tidligere år kan ikke komme i betragtning igen.

EITA-events 2024 og tidligere vindere

De vindende projekter fejres, når Europa-Kommissionen inviterer til et europæisk prisudnævnelses- og netværksevent, der finder sted i Bruxelles i november.

Ligeledes vil Uddannelses- og Forskningsstyrelsen være vært for en fejring af de danske EITA-vindere ved en dansk prisoverrækkelse til efteråret.

Hvis du vil følge med og ikke overse en EITA-begivenhed eller andet vedr. internationalt uddannelsessamarbejde, så tilmeld dig Nyhedsbrevet Udsyn.

Kontakt

Lise Frank
Fuldmægtig
Tlf.: 72318873
Email: lifr@ufm.dk
Simone Hvid Nielsen
Fuldmægtig
Tlf.: +45 72 31 87 02
Email: shn@ufm.dk
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen

Afsendere