Tilmeld dig konference: Et større og mere mangfoldigt Erasmus+
Vil du have ny viden og inspiration til arbejdet med internationalisering, læring og uddannelse? Vær med, når Uddannelses- og Forskningsstyrelsen slår dørene op til konferencen ’Et større og mere mangfoldigt Erasmus+’ i DGI Byen i København. Det sker onsdag den 23. november kl. 9.30-15.15, og deltagelse er gratis. Konferencen henvender sig til den samlede uddannelsessektor, organisationer på ungdomsområdet og andre med interesse for internationalt uddannelsesarbejde.
Tilmeld dig EPALE-konference 2022: Voksnes kompetencer
Vi får brug for at videre- og efteruddanne os - hele livet. Arbejdsmarkedet ændrer sig, og vi kan ikke forvente at have det samme job eller være i den samme branche hele vores karriere. Så hvordan får vi de kompetencer, vi har brug for i et skiftende arbejdsliv? Tag del i debatten på årets konference om voksenlæring med afsæt i EPALE (Electronic Platform for Adult Learning in Europe) den 3. november 2022 fra kl. 9.30-16.00.
Lav en video og få 1.000 eller 3.000 euro til et ungeprojekt
Kender du unge mellem 13 og 30 år, der kunne tænke sig at lave en event, en workshop, et foredrag, en kampagne eller måske noget helt andet? Så er det muligt at hente en økonomisk saltvandsindsprøjtning! Som en del af 'Det europæiske år for unge' har Uddannelses- og Forskningsstyrelsen åbnet to puljer, hvor organisationer sammen med unge i Danmark og Grønland nemt og enkelt kan søge om enten 1.000 eller 3.000 euro til et projekt, der tager udgangspunkt i unges egne drømme, håb og visioner for fremtiden.
Ny rapport giver viden om Erasmus+-studerendes motivation
Studerende med akademiske ambitioner oplever høj tilfredshed med udvekslingsophold via Erasmus+. Det fremgår af en ny stor undersøgelse af nordiske studerende, der rejser ud med Erasmus+, og som viser sammenhængen mellem studerendes motivation for at rejse ud og deres tilfredshed med studie- og praktikophold. Rapporten er udgivet af 'The Swedish Centre for Studies of the Internationalisation of Higher Education' ved University of Uppsala på baggrund af over 25.000 nordiske studerendes slutevalueringer af udlandsophold med Erasmus+.
Danske partnerskoler er med i finalen om årets Aurora-pris
1. november kåres vinderen af den nystiftede Aurora-pris, som årligt vil blive uddelt til Nordplus-projekter inden for skolesektoren. Prisen belønner projekter, der har et grønt fokus, forbedrer uddannelsessamarbejde, og som er velintegrerede i skolernes udviklingsbehov og de nationale læreplaner. En jury har udvalgt tre finalister, hvoriblandt to danske skoler - EUC Nordvest og Ørestad Gymnasium - indgår som partnere i to finalistprojekter. Du kan afgive din stemme til årets Aurora-pris frem til den 30. september 2022.
Nominér et ungdomsprojekt til SALTO Awards
Kender du til et projekt på ungdomsområdet, der kan inspirere andre? Så kan du indstille det til SALTO Awards, hvor vinderne i fem kategorier bliver tildelt en pris på 700 Euro og opnår promovering af projektet til inspiration for andre. Projektet skal være initieret af og/eller drevet af unge, omhandle ikke-formel læring og kan have f.eks. have modtaget støtte fra Erasmus+ eller Det Europæiske Solidaritetskorps. Der er åbent for nomineringer frem til den 30. september 2022.
Følg med på LinkedIn
På vores LinkedIn-side 'Internationale Uddannelsesprogrammer' kan du følge med i nyt om ansøgningsfrister, arrangementer, udgivelser og andet nyhedsstof relateret til arbejdet med internationalisering, læring og uddannelse.
Fotos: 1+2+5: UFS, 3: Europa-Kommissionen, 4: SALTO
Udsyn udsendes næste gang i slutningen af oktober 2022
Har du ønsker eller gode idéer til indhold, er du velkommen til at sende en mail til Helle Thorbøl Møller på hemo@ufm.dk.