Tilmeld dig konference: Effekter af Erasmus+
Vil du have ny viden og inspiration til arbejdet med internationalisering, læring og uddannelse? Vær med, når Uddannelses- og Forskningsstyrelsen slår dørene op til konferencen ’Effekter af Erasmus+’ den 28. november i DGI Byen i København. Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund åbner konferencen, der byder på nyt om Erasmus+, inspirerende oplæg om konkrete erfaringer med at opnå længerevarende effekter af indsatser i Erasmus+ og mulighed for at netværke med andre på uddannelses- og ungdomsområdet.
Ny håndbog giver inspiration til læringsmobilitet for voksne i Erasmus+
Arbejder du med almen voksenuddannelse eller folkeoplysning? Måske overvejer du at søge tilskud via Erasmus+ til at sende medarbejdere på efteruddannelse i Europa eller give kursister mulighed for læringsophold i udlandet? Så dyk ned i håndbogen 'Mobility of adult learners', udgivet af Europa-Kommissionen. Håndbogen er fyldt med konkrete råd og inspiration til, hvordan I kan planlægge, organisere og implementere succesfulde læringsaktiviteter i udlandet med støtte fra Erasmus+.
Hent inspiration fra vinderne af EITA-prisen 2024
Vil du have inspiration til at arbejde med uddannelse, innovation og trivsel? Fire danske Erasmus+-projekter er udpeget som vindere af 'European Innovation Teaching Award' (EITA-prisen). Vinderne er udnævnt fra henholdsvis dagtilbudsområdet, grundskoleområdet, det almene ungdomsuddannelsesområde og erhvervsuddannelsesområdet, og du kan læse og se mere om de vindende projekter her:
DiscoverEU – gratis interrailbilletter til 18-årige
Kender du en 18-årig, der har drømt om at tage på interrail? Så kan du dele muligheden for at rejse ud i Europa via DiscoverEU. Ansøgningsperioden for gratis interrailbilletter er åben fra 2. til 16. oktober. DiscoverEU er et EU-initiativ, der giver 18-årige europæere mulighed for at søge om en gratis interrailbillet til at udforske Europa. Interrailbilletten giver mulighed for at rejse i op til 30 dage mellem 1. marts 2025 og 31. maj 2026.
Gratis webinarer for vejledere i Norden og Baltikum
De nordiske og baltiske Euroguidance-centre inviterer vejledere til en række gratis webinarer under titlen 'Career Guidance up North'. Webinarerne løber fra oktober 2024 til februar 2025 og dækker forskellige emner som social retfærdighed i vejledning, brug af AI og miljømæssigt bæredygtig karrierevejledning. Alle webinarer afholdes på engelsk. Første webinar finder sted den 16. oktober med fokus på social retfærdighed i vejledningspraksis.
Fyraftensarrangement om hverdagsdemokrati og aktivt medborgerskab
Hvordan kan vi som borgere tage aktiv del i det demokratiske liv, ikke kun ved valg, men også i vores daglige liv? Hvordan kan vi styrke vores lokalområder og fællesskaber gennem deltagelse og indflydelse? Det er temaerne for et fyraftensarrangement den 4. december kl. 15.00-17.00 i Odense, hvor alle interesserede kan deltage. Arrangementet sker i regi af EPALE, der understøtter voksenuddannelse og livslang læring i Europa.
Fotos: 1: UFS, 2+3+4: Europa-Kommissionen, 5: Euroguidance, 6: EPALE
Udsyn udsendes næste gang i slutningen af oktober 2024. Har du ønsker eller gode idéer til indhold, er du velkommen til at sende en mail til Helle Thorbøl Møller via hemo@ufm.dk.