Gå til indhold

Udsyn – nyt om internationale uddannelsesprogrammer – september 2018

Tilmeldingen til Erasmus+ konferencen 2018 er åbnet! Kom med, og mød 200 andre interesserede i international uddannelse den 25. oktober 2018. Vi har en dato klar til årets EPALE-konference for voksensektoren. Og så er det nu, I kan søge om at afholde sommersprogkurser 2019 og 2020. God læselyst.

 Erasmus+ konference 2018

Invitation til Erasmus+ konference 2018

Tilmeldingen til årets Erasmus+ konference er åben! Torsdag den 25. oktober 2018 kl. 8.30-15.30 samler vi cirka 200 mennesker fra hele Danmark i DGI-byen i København for at drøfte international uddannelse. Konferencen fokuserer i år på strategiske partnerskaber – nye ideer til fremtidens uddannelse og læring.

Uddannelsesminister Tommy Ahlers åbner konferencen, og undervisningsminister Merete Riisager vil uddele årets PIU-pris til erhvervsskoleelever, der fortæller om deres praktikophold i udlandet. Fire Erasmus+ strategiske partnerskabsprojekter præsenteres til inspiration, og direktør i Tænketanken Europa Bjarke Møller vil tale om, hvordan han ser, at international uddannelse kan bidrage til at løse vores fælles udfordringer.

Velkommen til inspirations- og netværksdag den 25. oktober 2018. Det er gratis at deltage, tilmeld dig inden 14. oktober 2018.

 Nordplus forberedende besøg

Nordplus forberedende besøg har ansøgningsfrist 1. oktober 2018

Den 1. oktober 2018 er der ansøgningsfrist for at søge tilskud til forberedende besøg til Nordplus Junior, Voksen og Nordens Sprog. Formålet med forberedende besøg er, at I kan planlægge et kommende projektsamarbejde og indsende en ansøgning til Nordplus programmets kommende ansøgningsfrist, som er den 1. februar 2019.

EPALE

Sæt kryds i kalenderen: EPALE-konference 27. november 2018

Tirsdag den 27. november 2018 inviterer Styrelsen for Forskning og Uddannelse til årets EPALE-konference. Konferencen vil fokusere på digitalisering af voksensektoren og vil undersøge digitalisering fra både organisationernes perspektiv, nemlig hvordan bliver voksensektorens uddannelsessteder klar til digitalisering? Hvad kræver det af lederne? Og fra kursisternes perspektiv, nemlig hvilke målgrupper i voksensektoren har glæde af digitaliseringen, og hvilke vil opleve udfordringer? Hvordan sikres de personlige og sociale kompetencer i det digitale klasseværelse?

Konferencen afholdes på Hotel Scandic Copenhagen. Program og tilmelding følger, men sæt allerede nu et EPALE-kryds i din kalender den 27. november 2018.

Sommersprogkurser

Vil din institution afholde danskkurser for internationale studerende?

Videregående uddannelsesinstitutioner, højskoler, sprogskoler og andre kan søge om at holde sommersprogkurser for internationale studerende i sommeren 2019 og 2020. Sprogkurserne afholdes under Kulturaftaleprogrammet og henvender sig til bachelor-, kandidat- og ph.d.-studerende fra Europa, Brasilien, Canada, Japan, Kina, Rusland, Serbien, Sydkorea og USA - herunder studerende, som skal på et Erasmus+ ophold i Danmark. Ansøgningsfristen er den 2. november 2018.

 TCA Luxembourg

Seminar om voksenlæring

Det luxembourgske Erasmus+ kontor arrangerer et kontaktseminar den 21.-23. november 2018 i Luxembourg City om voksenlæring, hvor du kan udveksle erfaringer, lære nyt og netværke med andre organisationer, der kan resultere i fremtidigt Erasmus+ samarbejde. Seminaret fokuserer på effektivt opsøgende arbejde, vejledning og kvalitet i voksenlæring.

Søg om at komme med senest 2. november 2018. Erasmus+ dækker rejse- og opholdsudgifter.

Towards Collaborative Practice 2018

Tværsektoriel konference om socialt iværksætteri

Konferencen Towards Collaborative Practice 2018 den 27. november til 1. december 2018 samler 80 deltagere på tværs af sektorer, og i år er temaet miljø- og klimaudfordringer. Ansøg senest 11. oktober 2018. Erasmus+ dækker rejse- og opholdsudgifter.

To arrangementer for Erasmus+ Ungdom

To kurser for Erasmus+ Ungdom

Der er to kurser for jer, der arbejder med ungdomsområdet:
Den 15. november 2018 afholder Styrelsen for Forskning og Uddannelse et seminar om, hvordan civilsamfundet styrkes. Det sker i samarbejde med Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitet og foregår i Odense. Tilmeld dig senest 1. november 2018.

Den 8. oktober 2018 begynder et onlinekursus om ungdomspolitik og dets elementer, udvikling, implementering og evaluering. Tilmeld dig kurset 'Essentials of Youth Policy' inden da.


Udsyn udsendes næste gang i slutningen af oktober 2018. Vi har over 2.000 abonnenter, der er interesserede i international uddannelse.

Har du ønsker eller idéer til indhold, er du velkommen til at sende dem til Linn Hoff Jensen, lihj@ufm.dk

Foto: 1. Formidabel/Styrelsen for Forskning og Uddannelse, 2. S.Sigbjørnsen/Norden.org, 3. EPALE, 4. og 7. Styrelsen for Forskning og Uddannelse, 5. Det luxembourgske Erasmus+ kontor, 6. Rawpixel.com.

 

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024