Baggrund
EU’s uddannelsesprogram Erasmus+ giver tilskud til projekter inden for uddannelses-, ungdoms- og idrætsområdet. Uddannelses- og Forskningsstyrelsen er forpligtiget til at udbyde kurser og workshops for unge og ungdomsledere/ungdomsarbejdere, som deltager i programmets aktiviteter inden for følgende område:
- Erasmus+: Ungdomsområdet
Det Europæiske Solidaritetskorps er EU's program rettet mod unge i alderen 18-30 år og giver tilskud til Projekter for frivillige og Solidaritetsprojekter. Uddannelses- og Forskningsstyrelsen er forpligtiget til at udbyde kurser for unge og mentorer, som deltager i programmets aktiviteter inden for følgende område:
- Det Europæiske Solidaritetskorps: Projekter for frivillige
Kort om opgavens omfang
Inden for programmet Det Europæiske Solidaritetskorps er følgende kurser omfattet:
- 2-4 kurser om året for mentorer/ungdomsledere (fx medarbejdere/frivillige i ungdomsklubber, ungdomsskoler og lign. i ungdomsorganisationer). Kursusvarighed kan variere mellem: fysisk heldagskursus, kortere workshops af 2-3 timers varighed – kan afholdes både online og fysisk. Arbejdssprog kan være både dansk og engelsk.
- 8-12 kurser om året for udenlandske unge (alder 18-30 år), der er i Danmark på volontør- eller job/praktikophold. Deltagerantal pr. kursus er 15-25 unge. Kursets varighed er 3-5 dage og inkluderer aftenaktiviteter. Arbejdssprog er engelsk.
- Kurser for hjemvendte danske frivillige der har været på frivilligophold. Afholdes 1 gang om året. Deltagerantal per kursus 10-20 deltagere. Der er tale om et dagskursus. Arbejdssprog er dansk.
Opgaven omfatter afholdelse af workshops inden for programmet Erasmus+:
- Muligvis 1-2 møder for danske deltagere i DiscoverEU. Møderne vil typisk vare en halv til en hel dag og skal som udgangspunkt afvikles fysisk – eventuelt både fysisk og online. Der vil sandsynligvis deltage omkring 50 unge pr. møde. Arbejdssproget er dansk.
På alle kurser anvendes ikke-formelle læringsmetoder, og de fleste kurser vil have ”kulturmødet” som omdrejningspunkt. I størsteparten af kurserne vil facilitator også skulle påtage sig ansvaret for logistik, dvs. booking af kursuslokaler, kontakt til deltagere forud for kurserne og have budgetansvar i forhold til de enkelte kurser.
I særlige situationer kan kurserne omlægges til at blive afholdt virtuelt.
Der kan som led i samarbejdet blive tale om at medvirke til udvikling af kursuskoncepter.
Tidsramme
Afholdelse af de første kurser vil foregå i foråret 2024, og planlægningen vil derfor starte i februar/marts 2024.
Øvrige forhold
Opgaven ønskes løst af 4-5 af hinanden uafhængige og selvstændige kursusfacilitatorer, som hver især vil indgå i et team af facilitatorer (pool of trainers) etableret af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Opgaven tildeles hver især de enkelte kursusfacilitatorer for en 4-årig periode (2024-2027). Opgaven fordrer fleksibilitet i forhold til arbejdstider, da nogle kurser foregår i weekender og indeholder aftenaktiviteter. Tilbud kan kun indgives af CVR-registrerede virksomheder.
Tilbud
Tilbud skal opgøres som følger:
- En dagspris for hver af de tre typer kurser. Dagsprisen skal inkludere forberedelse, herunder er tilbudsgiver forpligtiget til at holde sig ajour med programmers regler.
- Angivelse af separat pris for planlægning og logistik for hver af de tre kursustyper.
- Rejseudgifter i forbindelse med afholdelse af de enkelte kurser skal ikke indgå i tilbud, da disse afregnes separat i henhold til Statens regler herfor.
- En timepris for virtuelle møder
Vurdering af tilbud
Ved vurdering af indkomne tilbud vil Uddannelses- og Forskningsstyrelsen lægge vægt på:
- Erfaring med planlægning og facilitering af kursusforløb til grupper med stor aldersspredning, forskellig modenhed og varierende baggrunde. Erfaring med ikke-formelle og uformelle læringsmetoder
- Erfaring med at arbejde med unge i aldersgruppen 18-30 år
- Erfaring med undervisning i kulturmødebegrebet.
- Deltagelse i projekter i Erasmus+ eller Det Europæiske Solidaritetskorps.
- Gode engelskkundskaber (både skriftligt og mundtligt).
- Erfaring med budgetstyring samt logistikplanlægning.
- Erfaring med afholdelse af online kurser ved brug af virtuelle mødeplatforme (f.eks. Zoom, Skype m.v.)
- Pris.
Frist
Tilbud med profilbeskrivelse af kursusfacilitator sendes pr. e-mail til Jette Esager Rasmussen, jera@ufm.dk, senest mandag den 15. januar 2024 kl. 12.00.
Spørgsmål kan rettes skriftligt pr. e-mail til Jette Esager Rasmussen: jera@ufm.dk.
Spørgsmål og svar vil i anonymiseret form blive bragt på denne side.
Tilbudsgiver kan forvente et svar senest 31. januar 2024.