Arbejder din organisation med uddannelse eller læring, kan du søge midler fra Nordplus til transnational udveksling af undervisere, elever, studerende og kursister, samt netværks- og projektsamarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og -aktører i Danmark, Estland, Finland, Færøerne, Grønland, Island, Letland, Litauen, Norge, Sverige og Åland. Desuden kan skoler og dagtilbud under Dansk Skoleforening i Sydslesvig deltage i projekter som partnere finansieret af Danmark.
Ansøgningsfristen er mandag den 3. februar 2025 klokken 23:59 CET, og det samlede tilskudsbeløb for Nordplus i 2025 er ca. 9,5 millioner euro.
I forbindelse med ansøgningsrunden vil Uddannelses- og Forskningsstyrelsen tilbyde følgende webinarer, hvor du kan få information om dine muligheder i Nordplus
- Online Nordplus Café på engelsk: Tirsdag den 5. november klokken 13:00-14:30.
- Webinar på dansk: Onsdag den 13. november klokken 13:00-14:00.
- Webinar på dansk: Mandag den 9. december klokken 14:00-15:00.
Webinarerne den 13. november og 9. december har samme indhold. Til januar vil vi desuden tilbyde online skriveseminar, hvor vi vil gennemgå ansøgningsskemaet trin-for-trin. Opslag om dette følger senere.
Nordplus-programmerne 2023-2027
Nordplus består af fem delprogrammer, der tilsammen dækker hele uddannelsessektoren. Programmerne bidrager alle til Nordisk Ministerråds ambition om at styrke kvalitet og udvikle det nordisk-baltiske samarbejde omkring uddannelse, samt hjælpe til at skabe en nordisk-baltisk uddannelsessektor.
Tre af programmerne – Nordplus Junior, Nordplus Voksen og Nordplus Videregående Uddannelse – er inddelt efter sektorer, mens Nordplus Horisontal og Nordplus Nordens Sprog understøtter henholdsvis aktiviteter på tværs af sektorer og samarbejdet om de nordiske sprog inden for alle sektorer.
De fem Nordplus programmer er:
- Nordplus Junior – støtter netværk, projekter og mobilitet for dagtilbud/førskole, grundskole og ungdomsuddannelser, herunder FGU og STU
- Nordplus Videregående Uddannelse – støtter netværk, projekter og mobilitet for videregående uddannelsesinstitutioner
- Nordplus Voksen - støtter netværk, projekter og mobilitet for alle aktører, der beskæftiger sig med voksnes læring
- Nordplus Horisontal – støtter tværsektorielle projekter og netværk
- Nordplus Nordens Sprog – støtter netværk og projekter der sigter mod at styrke forståelsen af de nordiske sprog, inklusive minoritetssprog
Nordplus Highlight 2025
Nordplus bidrager til opfyldelse af Nordisk Ministerråds Vision 2030, der har som mål, at Norden skal være verdens mest bæredygtige og integrerede region i 2030. Til visionen er knyttet tre strategiske prioriteter: Et grønt Norden, et socialt bæredygtigt Norden og et konkurrencedygtigt Norden. I 2025 sætter Nordplus fokus på konkurrencedygtighed og opfordrer derfor ansøgere til at indsende ansøgninger, der sigter mod at styrke konkurrencedygtigheden gennem uddannelsessamarbejde.
Det er dog vigtigt at understrege, at initiativer med andre temaer er lige så velkomne og kan søges på lige fod med initiativer inden for Nordplus Highlight.
Sådan kommer du videre
Du kan få hjælp til ansøgningsprocessen med denne vejledning:
Nordplus håndbogen
Nordplus håndbogen er en guide til ansøgere – her kan du finde detaljeret information om hvert program ift. tilskudsmuligheder og krav:
Espresso - Nordplus online ansøgningssystem
Du skal oprette og indsende ansøgningen i vores online ansøgningssystem Espresso. Ansøgningsskemaerne er tilgængelige fra 1. november.
Partnersøgning
Et Nordplus-partnerskab skal bestå af organisationer fra mindst to eller tre programlande afhængig af projekttype. Hvis du mangler partnere til din projekt-idé, kan du oprette din organisation i vores partnersøgningsdatabase, eller du kan søge blandt de organisationer, der allerede har registreret sig
Information og vejledning i Danmark
Der er Nordplus-kontorer i alle de lande, som deltager i programmet. I Danmark er det Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, der rådgiver om alle delprogrammer i Nordplus. Du er velkommen til at kontakte os (nordplus@ufm.dk), hvis du har spørgsmål til noget. Her er den samlede liste over nationale Nordplus-kontorer: