Arbejder du eller din organisation med uddannelse eller læring, kan du søge midler fra Nordplus til transnational udveksling af undervisere, elever, studerende og kursister, samt netværks- og projektsamarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og -aktører i Danmark, Estland, Finland, Færøerne, Grønland, Island, Letland, Litauen, Norge, Sverige og Åland. Desuden kan skoler og dagtilbud under Dansk Skoleforening i Sydslesvig deltage i projekter som partnere finansieret af Danmark.
Ansøgningsfristen er tirsdag den 1. februar 2022 klokken 23:59 CET, og det samlede tilskudsbeløb for Nordplus i 2022 er 9,5 millioner euro.
Nordplus Highlight 2022
I 2022 fortsætter vi vores Nordplus Highlight ”En grønnere fremtid”. Nordplus opfordrer ansøgere til at indsende ansøgninger, der sigter mod at styrke uddannelsessamarbejdet om forberedelse af elever, studerende og voksne kursister på en grønnere fremtid. Det er dog vigtigt at understrege, at initiativer med andre temaer er lige så velkomne og kan søges på lige fod med initiativer inden for Nordplus Highlight 2022.
Nordplus-programmerne 2018-2022
Nordplus består af fem delprogrammer, der tilsammen dækker hele uddannelsessektoren. Programmerne bidrager alle til Nordisk Ministerråds ambition om at styrke kvalitet og udvikle det nordisk-baltiske samarbejde omkring uddannelse, samt hjælpe til at skabe en nordisk-baltisk uddannelsessektor.
Tre af programmerne – Nordplus Junior, Nordplus Voksen og Nordplus Videregående Uddannelse – er inddelt på sektorer, mens Nordplus Horisontal og Nordplus Nordens Sprog understøtter henholdsvis aktiviteter på tværs af sektorer og samarbejdet om de nordiske sprog inden for alle sektorer.
Du kan igennem alle programmerne søge om støtte til projekter og netværk, mens du i Nordplus Junior, Nordplus Voksen og Nordplus Videregående Uddannelse også kan søge om tilskud til mobilitet/udvekslingsophold.
De fem Nordplus programmer er
- Nordplus Junior – støtter netværk, projekter og mobilitet for grundskole, ungdomsuddannelser og førskole/dagtilbud
- Nordplus Videregående Uddannelse – støtter netværk, projekter og mobilitet for videregående uddannelsesinstitutioner
- Nordplus Voksen - støtter netværk, projekter og mobilitet for alle aktører, der beskæftiger sig med voksnes læring
- Nordplus Horisontal – støtter tværsektorielle projekter og netværk
- Nordplus Nordens Sprog – støtter netværk og projekter der sigter mod at styrke forståelsen af de nordiske sprog
Sådan kommer du videre
Du kan få hjælp til ansøgningsprocessen i 'step by step'-vejledningen på nordplusonline.org:
- Gå til step by step-vejledningen
- Tilmeld dig det online skriveseminar d. 11. januar 2022 (Kun for Nordplus Junior og Nordplus Voksen)
Nordplus håndbogen
Nordplus håndbogen er en guide til ansøgere – her kan du finde detaljeret information for hvert program om tilskudsmuligheder og krav:
Espresso - Nordplus' online ansøgningssystem
Du skal oprette og indsende ansøgningen i vores online ansøgningssystem Espresso
Partnersøgning
Et Nordplus-partnerskab skal bestå af organisationer fra mindst to eller tre programlande afhængigt af projekttype. Hvis du mangler partnere til din projekt-idé, kan du oprette din organisation i vores partnersøgningsdatabase, eller du kan søge blandt de organisationer, der allerede har registreret sig.
Information og vejledning i Danmark
Der er Nordplus-kontorer i alle de lande, som deltager i programmet. I Danmark er det Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, der rådgiver om alle delprogrammer i Nordplus. Du er velkommen til at kontakte os (nordplus@ufm.dk), hvis du har spørgsmål til noget.
I ansøgningsperioden holder Nordplus-kontorerne nationale informationsmøder/webinarer for at vejlede ansøgere og informere om programmets muligheder.
Hold dig opdateret om øvrige informationsmøder/webinarer via vores nyhedsbrev og følg os på sociale medier:
- Tilmeld dig nyhedsbrevet Udsyn
- Følg os på Facebook-siden ”Læring i Verden” (Junior-programmet)
- Følg os på Facebook-siden ”Voksenlæring i Danmark” (Voksen-programmet)
- Følg os på Facebook-siden ”We are Nordplus”
- Følg Internationale Uddannelsesprogrammer på LinkedIn