Ph.d.-optaget er fra 2003 til 2010 fordoblet til ca. 2.400 personer årligt. Det øgede optag udsprang af Globaliseringsaftalen fra 2006, hvor et bredt flertal i Folketinget stod bag aftalen. Formålet med det forhøjede optag var at øge investeringerne i forskning og udvikling for at styrke Danmarks vækst og innovationsevne.
I 2012 valgte den daværende regering at videreføre niveauet for ph.d.-optaget, bl.a. på baggrund af analyser af ph.d.ernes arbejdsmarked.
Der har i de efterfølgende år været debat om effekten af det øgede ph.d.-optag. Uddannelses- og Forskningsministeriet har derfor igangsat et analysearbejde, der skal undersøge på effekterne af ph.d.-satsningen.
I debatten har det særligt været fremført, at det øgede optag på ph.d.-uddannelsen har påvirket uddannelsens kvalitet negativt. Uddannelses- og Forskningsministeriet ønsker derfor at gennemføre en række spørgeskemaundersøgelser, som kan bidrage til at belyse ph.d.-uddannelsens kvalitet, og i den forbindelse efterspørges ekstern konsulentbistand.