En trådløs højttaler er ikke bare en musikafspiller. Kan den brydes ind i? Måske endda styres på distancen til at optage? Lad os lige granske den dims lidt nøjere.
At undersøge og skille ting ad for at blotlægge svagheder i vores digitale infrastruktur, er lidt ligesom at løse en gåde. Det kræver opfindsomhed at finde fejlene. Det lyder måske som en leg, men det er kritisk vigtigt for vores samfund, at der findes krøllede hjerner, der forstår, hvordan hackere arbejder og som kan sætte stærke forsvarssystemer op.
Det er den slags digitale supermænd M/K, Jens Myrup Pedersen har ansvaret for at uddanne på kandidatuddannelsen i cybersikkerhed på Aalborg Universitet.
Som underviser bliver han fremhævet for sin nysgerrighed og for at praktisere en undervisningsstil, der hylder den legende og afprøvende tilgang til faget. Det er også kendetegnende for Jens Myrup Pedersen, at han og de studerende ofte ender på opdagelsesrejser sammen.
“Jeg er nok lidt fandenivoldsk. Hvis jeg tror, vi kan få noget godt ud af det, så tager vi chancen,” fortæller Jens Myrup Pedersen.
Vovemod og engagement
Det tydeligste eksempel på, at Jens Myrup satser og kaster sig selv og sine studerende ud på dybt vand ligger et par år tilbage i tiden, hvor han og 12 studerende rejste til hovedstaden Brasilia. Målet var at skabe digitale løsninger, der skulle forbedre levestandarden for brasilianske skraldere, som levede på en gigantisk skraldeplads. Men hvordan man skulle nå dertil, og hvor pengene skulle komme fra, vidste ingen.
“Jeg har nok også et stærkt iværksættergen. Hvis nogen siger nej, så tænker jeg: Hvordan så?” siger han og erkender i en bisætning, at han må være utrolig svær at styre for sin egen ledelse.
Pengene kom på forunderlig vis og pludselig legede lokale NGO’er og store organisationer som Brasiliens Centralbank og FN’s Udviklingsprogram UNDP med. De studerende udviklede apps og andre tekniske løsninger, som stadig holdes i live og udvikles på, og som vigtigst af alt gør en reel forskel for de fattige skraldere, fortæller Jens Myrup Pedersen:
“Jeg var dybt imponeret. Projektet udviklede de studerende teknisk og var med til at skabe en faglig identitet, hvor de forstår, hvad de kan udrette i en større sammenhæng. At skabe den slags engagement er enormt meningsfuldt.”
Stærke fællesskaber
Et andet kendetegn ved Jens Myrup Pedersen er fremhævelsen af fællesskaber. For det er i fællesskabet, vi gør hinanden bedre og udretter fantastiske ting. Derfor dyrker han naturligvis også fællesskabsfølelsen i sin undervisning. Har en studerende eksempelvis særligt flair for kryptering eller løser en opgave ekstraordinært godt, beder han personen om at dele sin viden.
Jeg ser klasselokalet som et sted, hvor vi deler ting med hinanden. Uddannelse må aldrig blive et nulsumsspil. Jeg ved jo også, at der indimellem sidder specialister, som på nogle områder ved mere end mig. At være komfortabel i den erkendelse er en forudsætning for at lave god undervisning.
For Jens Myrup Pedersen er den vidensindsamling og uddannelse, der foregår på universitetet, en del af et større sikkerheds-community. Myndigheder som Forsvarets Efterretningstjeneste, virksomheder, interesseorganisationer og kolleger på beslægtede uddannelser er en naturlig del af det. Men professoren har også blik for vækstlaget: De unge, som er på vej.
Således er han landstræner for det danske cyberlandshold og primus motor i udbygningen af et større community, som rummer hundredvis af talentfulde unge mellem 15-25 år, der hvert år dyster i cybermesterskaberne.
“Der er så mange søde og dygtige unge mennesker derude, som gerne vil arbejde med cybersikkerhed, og de er allerede enormt dygtige. Du skulle se nogle af de memes (en slags ironisk kommentar, red.), de laver. Det er helt fantastisk,” siger han.
Er der en, der kan løse den her?
Det er ikke kun gode grin, der kommer ud af samværet med de unge. I forsommeren var Jens Myrup Pedersen underviser på en faglig camp for virksomheden Grundfos’ udviklere. Der var afsat 48 timer til at hacke kameraer, pumper og andre virtuelle ting for at skærpe virksomhedens fokus på potentielle sårbarheder.
Klokken 1 om natten rakte Jens Myrup Pedersen ud til det unge community, som han har en direkte kanal til via app’en Discord. Han stod med et krypteret billede og havde brug for hjælp til at gætte nøglen. ”Er der en, der kan løse den her?” skrev han og lokkede med is som belønning.
“Der gik 20 minutter, og så var der 10 i gang med at løse den. Da jeg stod op kl. 7, lå der et svar. Det er noget af det, fællesskabet kan. Man hygger sig sammen, lærer af hinanden og hjælper hinanden,” pointerer han.
Jens Myrup Pedersen tror også på, at meningsfulde fællesskaber er det bedste forsvar mod, at unge går over på “den mørke side”. Hans undervisning berører naturligvis straffeloven, og hvad man må og ikke må bruge computeren til. Men han tror på, at kriminelle fristelser blegner, hvis vi byder unge ind i et miljø, der rummer bedre alternativer:
“Det handler om at bringe unge, uddannelsesinstitutioner, myndigheder og virksomheder sammen i et fællesskab, så de unge får øjnene op for de mange spændende karrieremuligheder inden for cybersikkerhed frem for kriminalitet.”
Blå bog:
Navn: Jens Myrup Pedersen.
Titel: Professor ved Aalborg Universitet, København.
Fagområde: Underviser i Cybersikkerhed.
Fødested og bopæl: Født på i København i 1977. Bor i Aarhus og København.
Kontaktoplysninger: E-mail: Jens@es.aau.dk
Ved brug af fotos og tekst skal følgende krediteres:
Foto: Søren Kjeldgaard | Tekst: Mette Dahlgaard