Helle Graabæk

Gennem livet møder vi personer, der viser os en vej, stiller de rigtige spørgsmål eller bevidst provokerer for at ruske lidt op i os. For Helle Graabæk, der i dag er fagleder på Designskolen Koldings tekstiluddannelse, var den person en billedkunstner, der underviste hende, da hun selv var i gang med at uddanne sig til tekstildesigner.

Han spurgte med en drillende tone, om hun var bange for at lave noget banalt?

“Ja!, skreg jeg helt vildt højt, for jeg ville gerne lave noget, der var både sofistikeret og komplekst,” fortæller Helle Graabæk. I dag er sætningen en del af Helle Graabæk, og hun gentager den for sig selv, hver gang hun føler, at hun ikke slår rigtig til.

“Alt det, der er vigtigt for mig, det er det, der i virkeligheden er banalt: Kan man kigge nogen ind i øjnene? Kan man tale ærligt sammen? Kan man grine af det hele og sige: op på hesten igen? Det er banale ting, men det er det, der kan åbne en fastlåst situation igen.”

Jeg står lige ved siden af dem

Hver årgang på tekstiluddannelsen optages kun 12 studerende og Helle Graabæk er selv med til at udvælge dem. Derfor har hun et godt billede af de studerendes faglige potentiale allerede fra begyndelsen af studiet, og hun ved, at de skal igennem et slidsomt forløb sammen. For kreative processer koster mange kræfter, stor personlig investering og undervejs bliver de studerende bevidste om, hvor deres kreative identitet ligger og hvordan den kan udvikle sig fremadrettet.

Uden at det skal lyde mor-agtigt, så håber jeg, de tænker, at jeg stod lige ved siden af dem, og at jeg havde deres ryg. De kan tude og de kan hive mig i håret, hvis de ikke forstår, hvad jeg siger. Det vigtigste for mig er, at vi kan snakke sammen. Hvis ikke vi har en tillidsbaseret relation, så er det svært at uddanne dem og forløse deres potentiale.

Egentlig havde Helle Graabæk forsvoret, at hun nogensinde skulle undervise. Hun kan faktisk slet ikke fordrage tanken om flade madpakker og borde i hestesko-formationer. Men hun startede som gæstelærer på Designskolen og blev mere og mere glad for det.

“Min tilgang er: Velkommen! Uanset hvem I er. Så forventer jeg selvfølgelig, at de studerende også kommer ind i det rum fordomsfrie, at de deltager aktivt og hjælper hinanden med at vokse ind i professionen og det faglige fællesskab.”

Der hvor det svinger

Helle Graabæk har det allerbedst, når hun befinder sig i værkstederne, med materialet mellem hænderne, og hun prøver at skubbe på, vejlede og støtte de studerende. Gennem uddannelsen er målet hele tiden, at de studerende skal bygge ovenpå deres faglige ballast, så de får en tro på dem selv, når de skal ud og virke i deres fag.

“Jeg vil ikke stå og dosere, hvad nogen skal gøre. De skal selv lære at træffe valg i processen. Men jeg kan sige, hvad jeg oplever, hvad jeg ser og hvor jeg tænker, potentialet er,” siger hun.

Det bedste er, når hun kan mærke, at de studerende lander et sted, hvor det “svinger”. For det er, når man glemmer tid og sted, at motivationen vokser og man ser den dybere mening.

“Der, hvor brikkerne begynder at lægge sig selv, fordi det man arbejder med begynder at informere tilbage, det er jo det fedeste sted at være. Den flowfølelse er jo alkymistisk, magisk og ikke mindst meningsgivende,” siger hun og smiler.

At finde sin stemme

Helle Graabæks studerende fremhæver, at hun giver dem et sprog og en faglig position at tale fra udover tekstiluddannelsens formsprog. Hun har nemlig udviklet et håndgribeligt redskab - en forståelsesramme - som hjælper til mere metodisk at udvikle tekstildesign.

Det er en model, hvor kontekst, farver, konstruktioner og materialevalg er sat over for hinanden. Når hun og de studerende mødes over et projekt, kan de bruge forståelsesrammen til at tale om, hvor der er ubalance og hvad der mangler. Hun tvinger dem også til at beskrive farver og former i et sanseligt sprog.

“Der er simpelthen så stor forskel på, om du arbejder med en iskold, digitalblå eller en lummer lilla. Du kan mærke det, inden du begynder at arbejde med det. Hvis du kan kombinere et fagligt, metodisk sprog med et sanseligt perspektiv, så bliver det næsten poetisk.”

Og så er vi tilbage ved betydningen af de mennesker, der skubber til os. Akkurat som billedkunstneren, der lærte Helle Graabæk om, hvad der er vigtigt i livet. Hvilket aftryk vil hun selv gerne afsætte?

“Hvis jeg kan være med til at give dem et sprog og en tro på sig selv, så er det en kæmpestor ting. At se mit fag udvikle sig gennem fremtidens udøvere er det største privilegium, og jeg er stolt af de studerende og al den positive forandring, de stræber efter at bidrage med.”