Ministre rækker ud til landets studenter
Årets studenter vil helt ekstraordinært modtage et brev fra uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen og børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.
Formålet med brevet er at hjælpe de af årets studenter, som overvejer at søge ind på en videregående uddannelse nu til sommer. De to ministre rækker ud, fordi flere unge i lyset af COVID-19-situationen forventes at søge mod de videregående uddannelser, fordi de har sværere ved at få job herhjemme eller komme ud at rejse i et ellers planlagt sabbatår.
Flere ansøgere kan betyde flere afviste kvalificerede ansøgere, hvis ikke de unge søger bredt og flere uddannelser. De to ministre ønsker at gøre en ekstra indsats for at hjælpe ansøgerne til at kende mulighederne, herunder hvor der typisk er uddannelser med ledige pladser.
Folketingets partier har den 10. juni 2020 indgået en aftale, hvori der i alt er afsat 10 millioner kroner til en ekstraordinær vejledningsindsats i 2020 og 2021. Både hos Studievalg Danmark og eVejledning vil der sidde vejledere klar frem mod ansøgningsfristen til de videregående uddannelser den 5. juli til at tage mod henvendelser fra alle – både per telefon, mail og chat. Netop de muligheder bliver de unge oplyst om i brevet.
Der vil også ske en øget vejledningsindsats over sommeren og i efteroptagelsen efter den 28. juli, herunder en aktivt opsøgende indsats målrettet de ansøgere der ikke fik plads i første omgang. Alle afviste ansøgere får blandt andet et brev via e-Boks og en personlig sms med tilbud om ekstra vejledning og information om ledige pladser. Desuden bliver de tilbudt en opringning fra Studievalg Danmark med vejledning og information om alternative uddannelser med ledige pladser.
Derudover indgår det i aftalen fra 10. juni, som uddannelses- og forskningsministeren har indgået med alle Folketingets partier, at der afsættes ekstraordinære midler til, at uddannelsesinstitutionerne kan oprette 5.000 ekstra studiepladser.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Ministeriets pressetelefon, tlf. 72 31 81 81