Ny aftale om dobbeltuddannelse giver flere muligheder for sporskifte
- Faktaark: Begrænsning af dobbeltuddannelse og undtagelser (pdf)
- Temasektion: Begrænsning af dobbeltuddannelse
Udgangspunktet for aftalen om dobbeltuddannelse har altid været todelt. Dels at skaffe finansiering til et trygt dagpengesystem og dels at få unge til at tænke sig grundigere om, når de vælger uddannelse. I Danmark er det gratis at tage en videregående uddannelser for de studerende, i modsætning til mange andre steder i verden. Derfor er det afgørende, at unge vælger uddannelse med omtanke, og det fremmes fortsat med den justerede aftale. Med den nye aftale kommer partierne den kritik, der har været, i møde og skaber en balanceret løsning med større frihed til de studerende.
Aftaleparterne udtaler:
- Med den nye aftale giver vi flere muligheder for at skifte spor med en helt ny ordinær uddannelse undervejs i karrieren og i livet. Betingelsen er dog, at man skal ud og prøve sin uddannelse af i nogle år. Man kan ikke bare hoppe rundt fra den ene færdige uddannelse til den anden. Med den nye aftale om en begrænsning i seks år er der en fair balance mellem frihed for den enkelte til at søge livslang læring og hensynet til fællesskabet og vores fælles kasse, udtaler uddannelses- og forskningsminister Søren Pind.
- Jeg er glad for, at vi med denne aftale har fundet en mulighed for at åbne en dør for de, som har en drøm om at tage en ny uddannelse, uanset om det er sygeplejersken, som gerne vil være læge, eller pædagogen, som gerne vil være sygeplejerske, udtaler Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl.
- Socialdemokratiet er glade for at have fundet en justering, som giver mulighed for, at man kan tage en ny uddannelse efter seks år, hvis man har brug for at skifte karrierespor i livet. Det kan der være behov for på et omskifteligt arbejdsmarked. Vi har fået rigtig mange henvendelser fra nuværende og kommende studerende, der ville komme unødigt i klemme, og dem har vi lyttet til. Vi synes, at det er rimeligt, at man skal bruge sin uddannelse, når man er færdig. Derfor siger vi nu, at man kan tage en ny uddannelse seks år efter, man er færdig. Vi fastholder, at der er fri og lige adgang til at tage én hel videregående uddannelse, ligesom de gode dispensationsmuligheder ved eksempelvis forældelse af uddannelse, sygdom og nedslidning stadig er gældende. Det er en god justering, der samtidig fortsat sikrer finansieringen af et tryggere dagpengesystem, som er vigtigt, udtaler Mette Reissmann, Socialdemokratiets ordfører for videregående uddannelser.
- Vi har lyttet til kritikken af aftalen og er glade for, at den nu justeres. Fremover bliver der fleksible forhold for mennesker, der vil uddanne sig mere. Samtidig minder vi folk om, at de skal tage deres uddannelsesvalg seriøst, for de kan ikke bare tage en ny uddannelse lige efter den første, udtaler Brigitte Klintskov Jerkel, uddannelsesordfører for Det Konservative Folkeparti.
- Allerede under 1. behandlingen af lovforslaget – i Venstre-regeringens tid – appellerede jeg til de tre oprindelige aftalepartier om, at de skulle tage fornuftige indvendinger i betragtning og justere forslaget i overensstemmelse med disse. De fornuftige indvendinger er nu blevet taget i betragtning. Forslaget er blevet justeret. Demokratiet virker. Alt er godt, udtaler Henrik Dahl, uddannelsesordfører Liberal Alliance.
- Tillægsaftalen gør rent bord. Efter seks år kan alle påbegynde en ny uddannelse, ligegyldigt hvad. Det er godt, fordi det giver det enkelte menneske muligheder men sender samtidig et vigtigt signal om, at samfundet forventer, man bruger sin uddannelse til at komme i arbejde, før man tager endnu en på fællesskabets regning, udtaler Venstres uddannelsesordfører Jakob Engel-Schmidt.
Om aftalen:
- Aftalen begrænser fortsat dobbeltuddannelse de første seks år efter afslutningen af den første videregående uddannelse.
- Med aftalen leverer aftalepartierne 308 millioner kroner årligt til et bedre dagpengesystem.
- Der kan gives dispensation af helbredsmæssige årsager og ved forældet uddannelse inden seks år.
- Positivlisten består som hidtil. De p.t. 24 uddannelser, hvor der ikke er nogen nævneværdig arbejdsløshed, kan man søge ind på inden for de første seks år. Listen revideres hvert andet år.
- Med aftalen bortfalder kvalitetspuljen. I stedet har forligskredsen prioriteret at bruge midlerne til at give mulighed for dobbeltuddannelse efter seks år.
- Der er et merprovenu i 2017 og 2018 på i alt 129 millioner kroner, som aftalepartierne er enige om at bruge til at styrke sprog, til udvikling af nye relevante udbud, hvor der er blindgyder, og til initiativer vedrørende iværksætteri.
- Begrænsningen af dobbeltuddannelse efter seks år gælder kun videregående uddannelser på samme eller lavere niveau og på Uddannelses- og Forskningsministeriets område. Der er fortsat mulighed for at uddanne sig til et højere niveau end ens første uddannelse eller uddanne sig i efter- og videreuddannelsessystemet, hvor der er en lang række uddannelsesmuligheder.
- Erhvervsuddannelserne er ikke begrænset af aftalen om dobbeltuddannelse.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind, pressesekretær Kristina Mie Hansen telefon: 72 31 80 12.
Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl, telefon: 61 62 51 59.
Socialdemokratiets ordfører for videregående uddannelser Mette Reissmann, telefon: 61 62 51 85.
Det Konservative Folkepartis uddannelsesordfører Brigitte Klintskov Jerkel, telefon: 33 37 42 10.
Liberal Alliances uddannelsesordfører Henrik Dahl, telefon: 61 62 45 73.
Venstres uddannelsesordfører Jakob Engel-Schmidt, telefon: 61 62 40 14.