Universiteterne får større frihed til at tilrettelægge optagelsessystemet
For første gang siden optagelseskvoterne blev indført, vil universiteternes ønsker til fordelingen blive imødekommet, hvis de har en konkret faglig begrundelse for ændringen.
Fordelingen vil således ikke som tidligere følge en hovedfordeling med 90 procent af pladserne i kvote 1 og 10 procent i kvote 2.
Frisættelsen skal være med til at sikre universiteterne bedre værktøjer til at nå målene i udviklingskontrakterne om, at de studerende skal hurtigere igennem uddannelsessystemet.
Bedre match mellem motivation og studievalg
Uddannelsesminister Morten Østergaard fremhæver, at der ikke er tale om en genindførelse af det gamle kvotesystem, hvor ansøgerne skulle samle point, men et nyt system, der skal give et bedre match mellem motivation og studievalg.
– Der er for stort frafald og for mange studieskift, som forsinker de studerendes vej gennem uddannelsessystemet. Derfor vil regeringen kigge generelt på vores optagelsessystem. Men som et første skridt vil vi stoppe tidligere års praksis med automatisk at afvise universiteter, der ønsker at eksperimentere med brugen af kvote 2. Hvis de har en faglig begrundelse for at øge kvote 2, skal de have lov. Det er en øget frihed, som skal ses i lyset af, at jeg har forpligtet universiteterne til at bidrage til regeringens målsætning om, at flere får en uddannelse hurtigere, siger Morten Østergaard.
Den 1. marts indkaldte Uddannelsesministeriet universiteternes ønsker til fordelingen af studiepladser i kvote 1 og 2 for optagelsen 2012.
Alle potentielle ansøgere opfordres til at undersøge, hvilke kriterier, de enkelte universiteter vurderer kvote 2-ansøgere efter. Kriterierne samt de endelige kvotefordelinger vil fremgå af universiteternes hjemmesider.
Ansøgningsfristen til kvote 2 er den 15. marts 2012. Ansøgerne kan søge optagelse til de videregående uddannelser via selvbetjeningsløsningen www.optagelse.dk . Det har næsten 13.000 ansøgere allerede benyttet sig af.
Fakta: Udviklingskontrakterne med universiteterne
Uddannelsesministeren udmeldte i januar de pligtige mål til universiteternes udviklingskontrakter. De forhandles på plads i foråret 2012:
- Bedre kvalitet i uddannelserne – herunder fastholdelse af de studerende og bedre beskæftigelse
- Bedre sammenhæng i uddannelsessystemet
- Hurtigere igennem
- Øget innovationskapacitet
For yderligere oplysninger, kontakt:
Pressesekretær Ingeborg Nielsen, tlf. 2211 0200.