Flemming Tvede Hansen og Maria Sparre-Petersen

Hvad sker der, når man kører en skæretråd gennem en klump ler? Hvad er det for nogle formmæssige udtryk, der kommer frem? Og hvilke æstetiske muligheder er der for at udnytte denne dialog med materialet?

Maria Sparre-Petersen og Flemming Tvede Hansen underviser på Designuddannelsen på Det Kongelige Akademi i undervisningsmodulet Eksperiment, Materiale og Teknologi, som de netop har vundet Undervisningsprisen 2021 i.

I undervisningsmodulet skal de studerende nulstille sig i forhold til at tænke på målet. De skal i stedet udelukkende være nysgerrige på midlet, altså processen. Og det er derfor ovenstående spørgsmål, de fx skal stille sig selv.

"Vores mål er, at nysgerrigheden omkring den eksperimenterende proces bliver kernen i deres læring, og at produktet bliver et slags rip off af den kerne", siger Flemming Tvede Hansen og forklarer, at ideen til undervisningsmodulet opstod, fordi de gerne vil højne de studerendes abstraktionsniveau i forhold til materialer.

Skabe dialog med materialet

"I en tid hvor nye teknologier konstant vinder frem, er det vigtigt, at de studerende holder fast i også at arbejde analogt med materialer", siger Maria Sparre-Petersen.

"Ofte kan de studerende havne i en blindgyde, hvis de fx har fået til opgave at designe en stol. For i den proces kommer de meget ofte til at designe noget, som allerede er skabt. Og med 3D-teknologi kan man jo meget hurtigt designe et meget færdigt udtryk uden at have lyttet til materialerne. Man springer på den måde processen over", siger Flemming Tvede Hansen.

"Så vi tvinger dem til at blive i den undersøgende fase, og lærer dem, at man fx ikke bare skal skære i leret for at bruge det til noget konkret. Man skærer i det for at se, hvad der sker med det", forklarer Maria Sparre-Petersen.

"Vi docerer ikke viden på de studerende. Vi lærer dem at lære", fastslår hun.

Sammen udretter vi noget større

Begge har de været udøvende kunstnere før de blev undervisere, men de drømte om at blive en del af noget større, og at være mere i proces frem for at fokusere på produktet. Og som undervisere opdagede de hurtigt, at de blev en del af et miljø, hvor diskussioner og nye tanker fik meget plads.

De opdagede også, at hvis de samarbejdede med deres kollegaer og de studerende kunne de udrette noget større end hvis de arbejdede alene. Og det er også det, som de forsøger at lære de studerende:

"Som kunstner har jeg altid været optaget af bæredygtighed og social inklusion. Og derfor mener jeg, at noget af det vigtigste er at få de studerende til at forstå, at der skabes en synergieffekt, hvis de ser hinanden som omvandrende vidensbanker og bruger hinanden".

Maria Sparre-Petersen forklarer, at undervisningsmodulet derfor er tværgående over alle designuddannelsens studieretninger, fordi de tror på, at alle kan lære noget af alle.

Frie rammer giver pote

Men det er også, når de studerende helt konkret udøver social inklusion, at Maria Sparre-Petersens undervisningsglæde vokser. Som da et hold skulle støbe gips, og det gik så galt, at gipsen flød alle vegne, og alle de andre studerende styrtede til for at hjælpe med oprydningen.

Og Flemming Tvede Hansen forklarer, at han gennem sin erfaring som underviser har lært at give slip på kontrollen, så de studerende får plads til også at definere indholdet af undervisningen.

"Jeg holder mig på afstand, og så ser vi hvad der sker. Det er det, der giver gnisten, siger han og fortæller, at hans undervisningsglæde især vokser, når de studerende selv tager initiativ og finder på selvstændige projekter".

"Her mærker jeg, at de har oparbejdet en viden inden for noget som de har lyst til at bruge".

Nysgerrighed driver lysten

At bruge nysgerrighed til at skabe god undervisning, minder for Maria Sparre-Petersen og Flemming Tvede Hansen om at arbejde kunstnerisk.

"Når man underviser, kan man se de studerende som materialer, der modelleres", siger Maria Sparre-Petersen.

"Og samtidig modellerer de os", supplerer Flemming Tvede Hansen og forklarer, at ligesom de vil have de studerende til at gå i dialog med materialerne og skabe synergi, så oplever han også, at det skaber synergi, når han er i dialog med Maria Sparre-Petersen:

"Når man arbejder sammen, får man en form for distance til sig selv, så man på den måde kommer ud over sit tunnelsyn og bliver fri til at eksperimentere", siger han og de er begge enige om, at de i deres tilgang til undervisningen tager samme medicin, som de giver til de studerende.

Tage mere af egen medicin

I fremtiden vil de gerne tage mere af egen medicin ved at gå i dialog med deres kollegaer fra de andre studieretninger, lade sig inspirere og udvikle den eksperimenterende materiale- og teknologinære metode.

"I dagligdagen er der oftest kun tid til at eksekvere undervisningen, men vi vil rigtig gerne have mere tid til at kigge på processen", siger Maria Sparre-Petersen.

"Eller måske udvikle en storebror til undervisningsmodulet?", byder Flemming Tvede Hansen ind.

"De studerende har jo undervisningsmodulet som noget af det første på uddannelsen. Men det er enormt vigtigt at opretholde det høje abstraktionsniveau, så måske skulle de have noget lignende på kandidaten", tænker han højt, mens man kan se, at ideen vokser hos Maria Sparre-Petersen. Processen er i gang.

Foto: Søren Kjeldgaard | Tekst: Mette Wallach