Erasmus+: Kontaktseminar i Holland for almen voksenuddannelse og folkeoplysning
- https://ufm.dk/aktuelt/arrangementer/2015/erasmus-kontaktseminar-i-holland-for-almen-voksenuddannelse-og-folkeoplysning
- Erasmus+: Kontaktseminar i Holland for almen voksenuddannelse og folkeoplysning
- 2015-10-28T12:00:00+01:00
- 2015-10-30T12:30:00+01:00
- Den 28. - 30. oktober 2015 afholdes Erasmus+ kontaktseminar i Holland for voksenuddannelsessektoren (formel, uformel og ikke-formel læring). Danske deltagere fra sektoren inviteres med henblik på at møde fagfæller og potentielle projektpartnere.
- Tid og sted
- Hvornår 28. oktober 2015 12:00 til 30. oktober 2015 12:30
- Hvor Zandvoort, Holland
Tid og sted
NH Hotel i Zandvoort i Holland. Ikke så langt fra Amsterdam.
Programmet starter med frokost onsdag den 28. oktober 2015 og derefter fagligt program.
Seminaret slutter fredag den 30. oktober 2015 kl. 12:30.
Målgruppe
Seminaret henvender sig til personer, organisationer, institutioner og myndigheder, som beskæftiger sig med læring for voksne (formel-, uformel eller ikke-formel læring) herunder uddannelsesudbydere af almen voksenundervisning, folkeoplysende foreninger og frivillighedsorganisationer, som beskæftiger sig med voksenlæring.
Det samlede deltagerantal forventes at være op til 70 personer.
Seminaret henvender sig især til de, der er interesseret i at undersøge mulighederne for at finde potentielle partnere til et Key Action 2: Strategisk partnerskabsprojekt, men muligheden for at ansøge om et Key Action 1: Mobilitetsprojekt vil også blive adresseret på seminaret.
Du vil naturligvis få størst muligt udbytte af seminaret, hvis din organisation allerede har en intention om at deltage i et strategisk partnerskab under Erasmus+, og muligvis har konkrete projektidéer i tankerne samt en idé om, hvilke typer partnere I søger.
Kontaktseminarets tema
Kontaktseminaret vil tage afsæt i et overordnet tema om voksnes deltagelse i samfundslivet og på arbejdsmarkedet og vil herunder bl.a. sætte fokus på:
- Frivillighed: Hvordan kan frivilligt arbejde bidrage til læring for udfordrede grupper af voksne og anerkendelse af samt validering af deres kompetencer.
- IKT: Hvordan kan IKT give adgang til læring, deltagelse i samfundslivet og arbejdsmarkedet for udfordrede grupper af voksne.
Hvad er formålet med et kontaktseminar?
Et kontaktseminar giver dig mulighed for at skabe netværk og møde repræsentanter for voksenuddannelsessektoren i Europa med henblik på at indlede et fremtidigt samarbejde om et strategisk partnerskab under Erasmus+.
Danske organisationer, der arbejder med læring for voksne, inviteres til at deltage med henblik på at møde potentielle projektpartnere til at gennemføre et strategisk partnerskab under Erasmus+.
Hvilket udbytte kan din organisation have af et strategisk partnerskab under Erasmus+?
Som partner i et strategisk partnerskab under Erasmus+ kan uddannelsesinstitutioner og andre relevante aktører inden for voksenuddannelsessektoren dele erfaringer og arbejdsmetoder samt udvikle nyt materiale på tværs af de europæiske landegrænser. Partnerskaberne giver dermed ny inspiration og styrker fagligheden og udviklingen af nye samt innovative måder at arbejde på.
Partnerskabet har endvidere til formål at skabe konkrete resultater med relevans for andre aktører inden for samme sektor.
Et strategisk partnerskab under Erasmus+ vil således styrke partnernes kompetencer, fremme den internationale dimension i organisationen og skabe nye metoder og muligvis produkter.
Styrelsen for Videregående Uddannelser betaler 90% af de samlede udgifter for din deltagelse på kontaktseminaret, dvs. af det samlede beløb for deltagelsesgebyret og rejseomkostningerne. Der er tre pladser til danske deltagere.
Tilmelding
Du tilmelder dig på følgende mail cbi@uds.dk med dit eget navn, dit telefonnummer, din organisations navn og adresse samt en kort beskrivelse (5 - 10 linjer) af, hvad du og din organisation ønsker at få ud af din deltagelse på seminaret. Tilmeldingsfristen er d. 28. september 2015.
Pladserne på seminaret fordeles efter relevans af deltagernes beskrivelse af det ønskede udbytte, som beskrives ved tilmeldingen.
Som hovedregel må der højst deltage en repræsentant pr. organisation.
Arrangør
CINOP - Det hollandske nationale agentur for Erasmus+: Voksen.
Ønsker du yderligere information
Har du brug for yderligere information, eller ønsker du at modtage informationsmateriale om Erasmus+, er du velkommen til at kontakte Internationale Uddannelsesprogrammer i Styrelsen for Videregående Uddannelser ved at benytte telefonnumre eller mailadresser til de tilknyttede kontaktpersoner, som vises til højre.
Handlinger tilknyttet webside