Gå til indhold

Konference om digitalisering af voksenlæring

Få inspiration til arbejdet med voksenlæring i en digitaliseret verden på EPALE-konferencen 2018, tirsdag den 27. november på hotel Scandic Copenhagen.
  • Tid og sted
  • Hvornår 27. november 2018 fra 09:00 til 16:00
  • Hvor Scandic Copenhagen, Vester Søgade 6, 1601 København

Styrelsen for Forskning og Uddannelse inviterer i samarbejde med EU-Kommissionen og den Elektroniske Platform for Voksenlæring i Europa (EPALE) til konference om digitalisering af voksenlæringssektoren tirsdag den 27. november 2018 på hotel Scandic Copenhagen fra 9.30-16.00. Det er gratis at deltage.

Digitalisering af voksenlæring

Digitalisering er et vilkår. Også i undervisningsverdenen, hvor mere og mere undervisning foregår igennem et digitalt medie, og flere og flere elever undervises på distancen. Digitaliseringen af undervisningen bringer store ændringer til sektoren, og udviklingen går hurtigt.

Konferencen vil behandle emnet fra to overordnede vinkler. På den ene side organisationens perspektiv: Hvordan bliver voksensektorens uddannelsessteder klar til digitalisering?  Hvilke kompetencer behøver underviserne? Hvordan påvirkes didaktikken?

På den anden side kursisternes perspektiv: Hvilke målgrupper i voksensektoren har glæde af digitaliseringen, og hvilke vil opleve udfordringer?  Hvordan sikres de personlige og sociale kompetencer i det digitale klasseværelse?

Programmet lægger ud med en introduktion til digitaliseringen af uddannelse. Efter Uddannelses- og Forskningsminister Tommy Ahlers har givet sit syn på spørgsmålet, dykkes der længere ned i de erfaringer, der hidtil er gjort på området. Der fokuseres på undervisning i et digitalt miljø, erfaringer med e-læring og blended learning på VEU-området, certificering af e-læringsforløb samt svage målgrupper i digital læring. Dagen slutter af med en paneldebat om de erfaringer, der hidtil er gjort.

Målgruppe

Konferencen henvender sig til alle, der beskæftiger sig med voksenuddannelse, voksenundervisning og læring for voksne – formel, uformel som ikke-formel læring – herunder eksempelvis udbydere af almen voksenundervisning, undervisere, uddannelsesledere, folkeoplysende foreninger, frivillighedsorganisationer, sprogcentre, AMU, VEU, forskere og embedsmænd.

Tilmeld dig senest 15. november 2018 kl. 12.00

Kontakt

Emil Thirup-Sorknæs
Fuldmægtig
Tlf.: 72318318
Email: ets@ufm.dk
Malene Birgitte Sejberg Rickmann
Specialkonsulent
Tlf.: 72318927
Email: mbsr@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 13. juni 2024