Uddannelsesministeren debatterer SU med landets studerende
Uddannelsesminister Morten Østergaard bliver i disse dage mødt med fløjter, bannere og masser af spørgsmål, når han gæster uddannelsesinstitutioner for at debattere regeringens udspil til den kommende SU-reform med de studerende.
Flere hundrede fremmødte
Den 20. februar er Morten Østergaard på besøg på Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet.
I det store auditorium hersker en summen af energiske studerende, der er mødt talstærkt op for at stille spørgsmål til ministeren. De flere hundrede stole er allerede optaget, da ministeren træder ind ad døren, og flere studerende har derfor valgt at placere sig på gulvet i det overfyldte lokale.
Det bliver en debat, hvor de studerende får lejlighed til at udtrykke deres kritik og stille spørgsmål til reformen. På tilskuerpladserne markerer de deres tilfredshed eller utilfredshed med bannere og røde og grønne skilte.
- Jeg er glad for at høre de studerendes ris og ros, og netop derfor stiller jeg gerne op til de her debatter, siger Morten Østergaard.
Rektor Ralf Henningsen byder ministeren og de mange studerende velkommen, hvorefter ministeren får lejlighed til at fortælle om detaljerne i regeringens udspil til en SU-reform.
Efter Morten Østergaards tale går debatten i gang. Den indledes af Gwen Gruner Widding, formand for studenterrådet ved Københavns Universitet, der anklager reformen for at være en ren spareøvelse, hvilket uddannelsesministeren tilbageviser. Nu får de fremmødte studerende i auditoriet lejlighed til at stille spørgsmål, og på mange af tilskuerrækkerne er der oprakte hænder.
Ingen grund til bekymring
Under debatten bliver der stillet mange forskellige spørgsmål om reformen og dens betydning for nuværende og kommende studerende. En af bekymringerne går på, om reformen kommer til at øge den sociale ulighed blandt landets studerende, fordi den stiller øgede krav til de studerende om fremdrift i studierne. Men ministeren gør det klart, at der ikke er grund til bekymring.
- Faktisk er de studerende på Aalborg Universitet landets hurtigste til at gennemføre deres uddannelse, selv om det er det universitet, hvor flest af de studerende kommer fra ikke-akademiske hjem, siger Morten Østergaard.
Ministeren når også at svare på spørgsmål om blandt andet SU for hjemmeboende studerende og sit eget uddannelsesforløb.
I alt varer hele arrangementet en times tid, og det er en positiv minister, der forlader Københavns Universitet.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Pressestudent Kristina Mie Hansen, tlf: 7231 8012
Pressesekretær Ingeborg Nielsen, tlf: 2211 0200
Handlinger tilknyttet webside