Gå til indhold

SU-reform skal bringe de studerende bedre gennem uddannelserne

19. februar 2013
Regeringen har præsenteret en reform, der vil målrette SUen og få de unge hurtigere og bedre gennem uddannelsessystemet, så der også i fremtiden bliver råd til verdens mest generøse studiestøtte samt bidrage til at få gang i væksten og jobskabelsen igen.


Uddannelsesminister Morten Østergaard har den 19. februar præsenteret regeringens udspil til en reform af SU-systemet, der målretter SUen og stiller nye krav til studerende og uddannelsesinstitutioner om at tage et større ansvar for fremdriften i studietiden.

Reformen vil både sikre et råderum til investeringer i jobskabelse og vækst og sikre, at der også fremover vil være råd til at understøtte de større og større årgange af danske studerende med det, der fortsat vil være verdens mest generøse SU.

Reformen skal forbedre de offentlige finanser med to milliarder kroner og øge arbejdsudbuddet med 3.600 personer i 2020.

- Regeringen er stålsat i ambitionen om at gøre vores børn og unge til den bedst uddannede generation, og det danske SU-system skal også fremover være fundamentet for, at unge har mulighed for at tage en uddannelse uanset opvækst, social baggrund og forældrenes økonomiske situation. Men til gengæld for at modtage en gratis uddannelse på højeste niveau og verdens mest generøse SU, beder vi de studerende tage et større ansvar for fremdriften i studierne, ligesom vi målretter SUen til dem, der har størst behov, siger Morten Østergaard.

Reformen fastholder princippet om, at alle danske unge over 18 år fortsat skal være berettiget til SU under såvel ungdomsuddannelse som videregående uddannelse.

Samtidig vil ingen satser for udeboende studerende blive forringet, men stige moderat i takt med prisudviklingen, så købekraften for fremtidens studerende på udeboende SU bliver mindst lige så god som for studerende i dag.

Reformen betyder til gengæld, at hjemmeboende studerende ved både ungdomsuddannelser og videregående uddannelser skal indstille sig på en lavere SU.

Ændringerne i satserne til hjemmeboende vil udelukkende gælde ved optag på en ny uddannelse og altså ikke medføre forandringer for elever og studerende under deres nuværende uddannelse.

Reformen vil også bevare fleksibiliteten i uddannelsessystemet ved, at alle studerende fortsat får et ekstra års SU i forbindelse med studieskift, ligesom alle, der påbegynder deres videregående uddannelse mindst to år efter afslutningen på deres ungdomsuddannelse, fortsat samlet set på deres vej gennem det videregående uddannelsessystem kan modtage et ekstra års SU i tilfælde af forsinkelse.

Til gengæld skal de studerende fremover obligatorisk tilmelde sig og afslutte kurser svarende til et fuldtidsstudie, ligesom de under hvert enkelt uddannelsesforløb maksimalt kan være seks måneder forsinkede, før de bliver erklærede studieinaktive. Samtidig forpligtes uddannelsesinstitutionerne på at få de unge hurtigere igennem ved at fjerne barrierer og blindgyder.

- SU-reformen handler om uddannelse. Derfor er omdrejningspunktet for reformen, at de unge skal tidligere i gang og bedre igennem uddannelserne. Vi skal stille krav til de studerende, fremme en aktiv studiedeltagelse og sikre bedre rammer for merit, studieskift og optag. Men vi vil også målrette SUen til dem med størst behov, siger Morten Østergaard.

Reformen tager afsæt i to centrale udfordringer

  • Unge i Danmark bliver sent færdige med deres uddannelser og kommer dermed sent ud på arbejdsmarkedet, hvor de kan tjene penge og klare sig selv.
  • SU-systemet er på nogle områder dyrere, end der er behov for.

Reformen indeholder otte forslag til at målrette SU-systemet

  • SU begrænses til normeret tid ved studiestart mere end to år efter adgangsgivende eksamen
  • Øgede krav til studerende om fremdrift på studierne på de videregående uddannelser    
  • Nye rammer på de videregående uddannelser, der støtter en aktiv studiegennemførelse    
  • Øgede krav til universiteter om forbedringer i studietiden    
  • Målretning af SU til gymnasiale suppleringskurser
  • Højst fem ungdomsuddannelser med SU    
  • Ændret SU til hjemmeboende    
  • Samme regulering af SU som af overførselsindkomster som for eksempel dagpenge og kontanthjælp

Regeringen vil drøfte forslagene med SU-forligskredsen.


For yderligere oplysninger, kontakt:

Pressesekretær Ingeborg Nielsen, tlf. 2211 0200
Kontorchef Mikkel Leihardt, tlf. 7231 8015


Handlinger tilknyttet webside