Gå til indhold

Tusindvis af studerende og nyuddannede bidrager med ny viden om de videregående uddannelser

27. februar 2024
Flere tusinde studerende og dimittender har via Danmarks Studieundersøgelse svaret på spørgsmål om deres videregående uddannelse og om overgangen fra studieliv til arbejdsmarked. Oplysningerne er nu lagt i Uddannelseszoom, hvor uddannelsessøgende kan sammenligne uddannelser på en række parametre.

Dermed har uddannelsessøgende fået mulighed for at orientere sig i de nye tal og blive klogere på de forskellige uddannelser inden fristen for at søge ind på en videregående uddannelse via kvote 2 udløber den 15. marts kl. 12.

Eksempelvis kan uddannelsessøgende via det digitale værktøj Uddannelseszoom sammenligne uddannelser, når det kommer til studiemiljø, undervisningsform, trivsel og efterfølgende job.

Værktøjet kan dermed være med til at give de kommende studerende et oplyst grundlag at vælge studie ud fra.

De opdaterede tal stammer fra Danmarks Studieundersøgelse – en undersøgelse, som Uddannelses- og Forskningsstyrelsen gennemførte i efteråret 2023 blandt nuværende studerende og dimittender fra landets videregående uddannelser.

I alt har 102.510 nuværende studerende svaret på spørgsmål om deres studiemiljø, læring, undervisning og trivsel, mens 30.630 dimittender har besvaret spørgsmål om overgangen fra deres uddannelse til arbejdsmarkedet.

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen indsamler spørgeskemaundersøgelsen hvert andet år. Det er femte gang, at undersøgelsen er blevet indsamlet i 2023.

Kontakt

Karen Lisbeth Sejrup van Deurs
Områdeleder
Tlf.: +45 72 31 79 94
Email: kvi@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen