20 millioner ekstra kroner til videnpilotordningen
Som endnu et led i regeringens kamp for at nedbringe ledigheden – ikke mindst blandt de nyuddannede – skyder regeringen nu yderligere 20 millioner kroner i den populære videnpilotordning.
Det betyder, at 133 mindre virksomheder, der normalt ikke beskæftiger mange akademikere, i resten af 2012 kan få tilskud til at ansætte en højtuddannet i en projektansættelse, der kan være med til at skabe vækst og nye job i virksomheden.
– Regeringen gør i øjeblikket en stor indsats for at bekæmpe ledigheden, og vi ved, at videnpilotprojekterne i rigtig mange tilfælde fører til fast beskæftigelse for videnpiloterne, men også job til andre ledige. Derfor glæder det mig meget, at vi har mulighed for at prioritere at give denne populære ordning endnu et markant løft på 20 millioner kroner. Dermed er videnpilotbudgettet mere end fordoblet i årets løb, siger Morten Østergaard.
De 26 millioner kroner, der blev afsat på finansloven for 2012, var allerede opbrugt i juni. Ordningen blev tilført yderligere 10 millioner kroner i forbindelse med regeringens ungepakke, men den store efterspørgsel på videnpiloter betyder, at disse midler næsten er opbrugt.
Regeringen har i finanslovsudspillet for 2013 desuden givet den succesfulde ordning et markant løft på 88 millioner kroner som en del af indsatsen mod ledighed. Ordningen skal således vokse til 53 millioner kroner i 2013 og 45 millioner kroner i 2014. Samtidig åbnes den for folk med mellemlange videregående uddannelser ligesom flere virksomheder kan anvende ordningen.
Videnpilotordningen har eksisteret i en noget mindre størrelsesorden siden 2005. Størstedelen af videnpiloterne fastansættes. En effektmåling fra CBS indikerer også, at virksomheder med videnpiloter året efter projektets afslutning har haft højere stigninger i bruttofortjenesten på gennemsnitligt 1,1 millioner kroner i sammenligning med lignende virksomheder.
Om videnpilotordningen
Videnpilotordningen er et tilbud til virksomheder med 2 - 100 medarbejdere. Virksomheden kan få et kontant tilskud til at ansætte en højtuddannet medarbejder, en videnpilot, til at gennemføre et udviklingsprojekt. Tilskuddet er på op til 12.500 kroner om måneden i højst ét år.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Pressesekretær Ingeborg Nielsen, tlf. 2211 0200
Handlinger tilknyttet webside