Gå til indhold

EU's ministre for vækst samles i København

01. februar 2012
Der afholdes den 1.-3. februar uformelt konkurrenceevne rådsmøde i Bella Center i København.

Den 1.-2. februar vil uddannelsesminister Morten Østergaard afholde en to-dages session om EU's kommende forskningsprogram, Horizon 2020. Den 3. februar vil erhvervs- og vækstminister Ole Sohn drøfte det digitale indre marked.

Uddannelsesminister Morten Østergaard:

– Jeg ser frem til et produktivt møde, hvor vi i den grad skal i arbejdstøjet. At skabe bedre europæiske rammer for forskning og innovation er altafgørende for vores konkurrenceevne. Helt i Horizon 2020's ånd har vi derfor inviteret en bred kreds af interessenter fra både erhvervslivet og forskningsverdenen. Sammen skal vi skabe det bedst mulige udgangspunkt for det videre formelle arbejde med forsknings- og innovationsrammeprogrammet. Det danske formandskab har travlt, hvis vi skal nå at forhandle arkitekturen af, hvad der tegner til at blive verdens største forskningsprogram, på plads inden sommer.

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn:

– For at komme ud af krisen er det helt afgørende, at vi får skabt fornyet vækst og beskæftigelse i Europa. Skabelse af et velfungerende digitalt indre marked er en vækstmulighed for EU, hvilket Det Europæiske Råd senest har peget på i en erklæring den 30. januar. Det digitale indre marked står også helt centralt i prioriteterne for det danske formandskab, og med dette møde håber jeg sammen med mine kollegaer at få lagt nogle spor ud for, hvilke konkrete initiativer vi skal tage for at skabe et digitalt indre marked.

Til drøftelserne om Horizon 2020 har uddannelsesminister Morten Østergaard inviteret ministrene fra de 27 medlemslande samt en lang række associerede lande og internationale stakeholders. Derudover lægger kommissæren for forskning og innovation, Máire Geoghegan-Quinn, og kommissæren for regional udvikling, Johannes Hahn, vejen forbi København.

I drøftelserne om det digitale indre marked deltager ministre fra de 27 medlemslande samt EØS og EFTA-landene, ligesom ansøgerlandene er inviteret. Endvidere deltager kommissæren for det indre marked Michel Barnier samt vicepræsident i Kommissionen og kommissær for EU's Digitale Agenda Neelie Kroes.


Angående Horizon 2020, kontakt:

Talsperson Nils Agerhus, Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser, tlf: +45 2075 7817, e-mail: nag@fivu.dk.

Talsperson Jacob Blomgren Knudsen, Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser, tlf: +45 2237 0729, e-mail: jbkn@fivu.dk.

Angående det digitale indre marked, kontakt:

Talsperson Troels Blicher Danielsen, Erhvervs- og Vækstministeriet, tlf: +45 3395 4541, e-mail trd@evm.dk.

Talsperson Henrik Røjgaard, Erhvervs- og Vækstministeriet, tlf: +45 3392 4199, e-mail hrg@evm.dk.

Handlinger tilknyttet webside