Gå til indhold

Verdens største forskningsprogram et skridt nærmere

02. februar 2012
EU's forsknings- og innovationsministre og to EU-kommissærer har i to dage været samlet i København til intensive diskussioner og workshops, der skal bane vejen for verdens største forskningsprogram, Horizon 2020, med en samlet ramme på foreslået godt 600 milliarder kroner.

På baggrund af et ambitiøst udspil fra den irske EU-kommissær Maire Geoghegan-Quinn har ministrene blandt andet diskuteret, hvordan man skal sikre en enklere tilgang til midlerne og mindre bureaukrati end i de forudgående forskningsprogrammer, og ikke mindst hvordan man bedre skal få omsat forskning og innovation til vækst i Europa.

– Når man står midt i en økonomisk krise og arbejdsløsheden er omfattende blandt ikke mindst de unge europæere, kan det være svært at fokusere på horisonten, men man er nødt til at huske på, at det her ikke bare handler om forskning, men om at skabe arbejdspladser til de selvsamme unge i morgendagens Europa, siger den danske minister for forskning, innovation og videregående uddannelser, Morten Østergaard, der under det danske EU-formandskab leder forhandlingerne om Horizon 2020.

Og han erklærer sig meget tilfreds med udbyttet af de to dage i Bella Centeret i København:

– Det har været en meget lovende begyndelse på det, der gerne skal ende i enighed om ikke bare verdens største, men også verdens stærkeste forskningsprogram. Mit indtryk er, at der generelt er bred enighed om, at kommissæren har leveret et flot og ambitiøst udspil, og at vejen ud af både denne og fremtidige kriser i Europa er brolagt med forskning og innovation, siger han.

Diskussionerne har dog også vist, at der er lagt op til intense forhandlinger i forårets løb, hvis man skal nå målet om en aftale om indholdet i programmet senest i maj.

– Vi skal finde en balance og et resultat, som alle lande kan stå bag, uden at vi går på kompromis med ambitionerne om at fremme forskning af allerhøjeste kvalitet. Samtidig skal vi holde fokus på de store, samfundsmæssige udfordringer – som klimaet og sundheden i et aldrende Europa – der er udgangspunktet i Horizon 2020 og lidt af et paradigmeskifte i forhold til tidligere programmer, siger Morten Østergaard.
– Vi skal også tage et radikalt opgør med det bureaukrati, der i mange år har afholdt ikke mindst virksomhederne fra blive en del af EU's forskningsprogrammer. Europas største udfordring på det her område er ikke kvaliteten i forskningen, men at omsætte den til innovation og jobs, siger Morten Østergaard.

Næste gang ministrene samles er ved det officielle rådsmøde i Bruxelles den 21. februar, og der planlægges desuden et uofficielt seminar sammen med Europa-Parlamentet, inden man ved rådsmådet den 31. maj gerne skal nå til enighed.

– Jeg håber, ministrene vil fortsætte i samme, konstruktive ånd, som de har udvist de seneste dage, og det er nødvendigt med stor politisk bevågenhed, hvis det skal lykkes, siger Morten Østergaard.
Deltagerne under mødet den 1.-2. februar var ministrene fra de 27 medlemslande samt en lang række associerede lande og internationale stakeholders. Derudover kommissæren for forskning og innovation Máire Geoghegan-Quinn og kommissæren for regional udvikling Johannes Hahn. Foto: Bjarke Ørsted.
Deltagerne under mødet den 1.-2. februar var ministrene fra de 27 medlemslande samt en lang række associerede lande og internationale stakeholders. Derudover kommissæren for forskning og innovation Máire Geoghegan-Quinn og kommissæren for regional udvikling Johannes Hahn. Foto: Bjarke Ørsted.

Deltagerne under mødet den 1.-2. februar var ministrene fra de 27 medlemslande samt en lang række associerede lande og internationale stakeholders. Derudover kommissæren for forskning og innovation Máire Geoghegan-Quinn og kommissæren for regional udvikling Johannes Hahn. Foto: Bjarke Ørsted.


For yderligere oplysninger, kontakt:

Særlig rådgiver Philip Flores, tlf. 2237 1745, e-mail: pge@fivu.dk.
Talsperson Nils Agerhus, tlf: 2075 7817, e-mail: nag@fivu.dk.
Talsperson Kim Brinckmann, tlf: 2075 7802, e-mail: kibr@fi.dk.
Talsperson Lise Lotte Toft, tlf: 2261 4627, e-mail: llto@fi.dk.

Handlinger tilknyttet webside