Hviderusland ikke klar til optagelse i Bologna-processen
Det europæiske område for videregående uddannelse (European Higher Education Area, EHEA, i daglig tale Bologna-processen) består af 47 lande. Hviderusland er som det eneste større europæiske land endnu ikke medlem.
I december 2011 ansøgte Hviderusland om officiel optagelse i EHEA. På den faste embedsmandskomités møde i København den 18.-19. januar 2012, som blev ledet af Danmark og Aserbajdsjan, blev det besluttet at anbefale ministrene for de 47 lande ikke at optage Hviderusland på nuværende tidspunkt.
Skal vise større vilje
Landet lever efter embedsmandskomitéens vurdering ikke op til Bologna-processens principper og værdier om akademisk frihed, institutionel autonomi og studenterdemokrati.
Uddannelsesminister Morten Østergaard finder beslutningen rigtig.
– Der er andre måder at yde støtte til de studerende, det akademiske miljø og det hviderussiske samfund. Danmark er og vil fortsat være en aktiv støtte af Open Europe Scholarship Scheme, som giver hviderussiske studerende legater til at studere på europæiske universiteter. Det er vores ønske, at Hviderusland optages, men først, når den akademiske frihed er sikret, og landet har vist vilje til at gennemføre reformer af sit uddannelsessystem og sikret de studerendes rettigheder, siger Morten Østergaard.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Kommitteret Jacob Fuchs, tlf. 2072 2581.
Pressesekretær Ingeborg Nielsen, tlf. 2211 0200.
Handlinger tilknyttet webside