Danmarks Grundforskningsfond finansierer forskning i topklasse
Danske publikationer generelt, og publikationer støttet af Danmarks Grundforskningsfond i særdeleshed, har høj international gennemslagskraft.
Det viser en evaluering af Danmarks Grundforskningsfond udført af et internationalt panel nedsat af Uddannelsesministeriet. Generalsekretær Dr. Wilhelm Krull i Volkswagen Fonden var formand for panelet.
Uddannelsesminister Morten Østergaard er tilfreds med evalueringen.
- Danmarks Grundforskningsfond har haft tillid, excellence og langsigtede investeringer som sine pejlemærker, siden fonden blev oprettet i 1991. Det har båret frugt, og fonden har i samarbejde med andre aktører i det danske forskningslandskab fremdyrket eliteforskning, der kan måle sig med de bedste i verden. Det er meget tilfredsstillende, siger Morten Østergaard.
Evalueringen konkluderer, at publikationer støttet af Danmarks Grundforskningsfond i de mest prestigefyldte multidisciplinære tidskrifter som Nature, Science og PNAS har ligeså høj gennemslagskraft som publikationer fra den absolutte verdenselite fra for eksempel Stanford University og MIT.
Danmarks Grundforskningsfonds evne til at rekruttere nye topforskere undersøges også i evalueringen, og det konkluderes, at 50 procent af alle forskere ved et Centre of Excellence under Danmarks Grundforskningsfond publicerer en artikel med høj gennemslagskraft inden for de første tre år efter, at de har publiceret deres første artikel. Det vurderes til at være et exceptionelt godt resultat.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Kontorchef Kim Brinckmann, tlf:. 7231 8240, e-mail: kibr@fi.dk
Presse- og kommunikationskonsulent Steen Bruun Jensen, tlf.: 4132 6030, e-mail: sbj@fi.dk
Handlinger tilknyttet webside