Danske virksomheder skal investere mere i forskning og udvikling
- Danmarks Statistik: 'Forskning og udvikling i den offentlige sektor 2011' (PDF)
- Danmarks Statistik: 'Forskning og udvikling 2011' (PDF)
- Innovationsstrategien
Danmarks offentlige investeringer i forskning og udvikling er siden 2007 steget og befinder sig på det højeste niveau nogensinde. Den private sektors investeringer er i samme periode stagneret i både kroner og ører og i forhold til bruttonationalproduktet, BNP.
De private investeringer i forskning og udvikling lå i 2011 på 1,96 procent af bruttonationalproduktet mod 2,01 procent i 2010. Danmark opfyldte således ikke i 2011 EU’s Barcelona-målsætning om, at de private investeringer i forskning og udvikling skal udgøre mindst to procent af BNP.
Det viser Danmarks Statistiks opgørelse af danske investeringer i forskning og udvikling i 2011.
Uddannelsesminister Morten Østergaard fastslår, at regeringen med den nationale innovationsstrategi fra december 2012 styrker rammerne for innovation i det danske erhvervsliv, hvilket er helt nødvendigt, hvis Danmark skal klare sig i den globale konkurrence.
- Selvom Danmark aldrig har investeret flere skattekroner i forskning og innovation, så modsvares det ikke af tilsvarende tal for private investeringer. Derfor er det et selvstændigt mål med vores innovationsstrategi, at vi ikke blot er i top med offentlige investeringer, men også med de private. Og det kræver helt åbenlyst en ny og mere direkte kobling mellem private og offentlige midler, siger Morten Østergaard.
Det er regeringens målsætning, at de private investeringer i forskning og udvikling skal øges, så Danmark frem mod 2020 kommer blandt de fem OECD-lande, hvor erhvervslivet investerer mest i forskning og udvikling målt i procent af BNP.
Danmark ligger i øjeblikket på en syvendeplads.
Forskning og udvikling 2011
- Den private sektor investerede i 2011 35,1 milliarder kroner i forskning og udvikling. Det er et fald på en procent i forhold til 2010 og svarer til 1,96 procent af BNP.
- Den private sektors investeringer toppede i 2009 med 2,2 procent af BNP.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Kontorchef Claus Beck-Tange, tlf. 7231 7980, e-mail: clbt@vus.dk
Pressesekretær Ingeborg Nielsen, tlf. 2211 0200, e-mail: imen@fivu.dk
Handlinger tilknyttet webside