Færre og stærkere innovationsmiljøer styrker iværksætterindsatsen
Af regeringens nationale innovationsstrategi fremgår det som et meget centralt projekt, at der i 2013 skal igangsættes et udbud af de danske innovationsmiljøer, som støtter små, nye virksomheder.
Dette projekt er nu gennemført, og Styrelsen for Forskning og Innovation har valgt fire Innovationsmiljøer, der fra 2014 skal tilbyde risikovillig kapital og professional sparring til forskere, opfindere og forretningsfolk, der går rundt med en ambition om at blive direktør.
Fra 2014 smelter de nuværende seks regionalt baserede innovationsmiljøer sammen til fire, der i højere grad skal konkurrere på landsplan. Fusionerne er et konkret resultat af regeringens innovationsstrategi, der skal sikre, at Danmark fremover får større udbytte af de statslige midler til forskning og innovation.
Uddannelsesminister Morten Østergaard:
- Risikovillig opstartskapital er afgørende for ambitionen om flere innovative virksomheder i Danmark, og jeg er helt sikker på, at vi i Danmark er på vej i den rigtige retning med det udbud, der nu er gennemført. Det er afgørende, at kompetencerne samles i færre enheder, der får større volumen, og har tæt relation til private venturefonde. Derfor ser jeg frem til at følge de nye innovationsmiljøer, der tager over fra 2014, siger Morten Østergaard.
Formanden for Rådet for Teknologi og Innovation, rektor Conni Simonsen:
- Innovationsmiljøerne har i årevis vist deres værd som fødselshjælpere for nye innovative virksomheder. Ved at investere i den tidligste risikofyldte fase har de løftet hundredevis af iværksættere den første svære vej frem til et punkt, hvor venturefonde og andre investorer kan træde til. Faktum er dog også, at disse investorer er blevet mere forsigtige. Det stiller skærpede krav ikke blot til iværk-sætterne, men også deres sparringspartnere hos innovationsmiljøerne. Derfor er det glædeligt, man nu slår kræfterne sammen i færre, men stærkere innovationsmiljøer, siger Conni Simonsen.
Direktøren for Styrelsen for Forskning og Innovation, Hans Müller Pedersen:
- Ved at samle indsatsen i færre og mere landsdækkende innovationsmiljøer får vi skabt endnu bedre rammer for kommerciel udnyttelse af forskning og teknologi. I valget af de fire innovationsmiljøer er der blandt andet lagt vægt på deres kontaktnet til investorer, der kan videreudvikle de små virksomheder, når innovationsmiljøerne slipper efter nogle år. Det er positivt at bevidne en generelt øget professionalisering af innovationsmiljøerne, og det tror jeg også vil få anerkendelse i venturebranchen. Det er der brug for, så danske iværksætter-virksomheder kan vokse hurtigere og skabe flere nye job, siger Hans Müller Pedersen.
Seks innovationsmiljøer bliver til fire:
Styrelsen for Forskning og Innovation har netop afgjort et EU-udbud om, hvem der skal drive innovationsmiljø i de næste fire år. Udbuddet har ført til, at de nuværende seks innovationsmiljøer bliver til fire. De nuværende seks godkendte innovationsmiljøer er:
- CAT Innovation A/S (Roskilde)
- DTU Symbion Innovation A/S (Kgs. Lyngby)
- Innovation MidtVest A/S (Herning)
- NOVI Innovation A/S (Aalborg)
- Syddansk Teknologisk Innovation A/S (Odense/Sønderborg/Taastrup)
- Østjysk Innovation A/S (Aarhus)
Med virkning fra 2014 fusionerer CAT Innovation med Østjysk Innovation og NOVI Innovation med Innovation MidtVest.
I løbet af 2012 investerede innovationsmiljøerne i 56 nye virksomheder og var ved udgangen af sidste år i alt engageret økonomisk i knap 320 unge innovative virksomheder.
Over de seneste fem år har innovationsmiljøerne samlet tilført godt 650 millioner risikovillige kroner til virksomhederne i deres portefølje. Herved har de fungeret som katalysator for private investorer, som efterfølgende har supplereret med mere end tre milliarder kroner til de samme virksomheder.
Flere nøgletal kan findes i det nye performanceregnskab for innovationsmiljøerne lige som en række case-historier om virksomheder, der har fået hjælp fra innovationsmiljøerne:
For yderligere oplysninger, kontakt:
Kontorchef Thomas Alslev Christensen, Styrelsen for Forskning og Innovation, tf. 2089 7226, e-mail: tac@fi.dk
Presseansvarlig Ingeborg Nielsen, tlf. 2211 0200, e-mail: imen@fivu.dk
Handlinger tilknyttet webside