Innovationskonkurrence for elever sættes i gang
Innovation vedkommer alle – og alle kan bidrage.
I samarbejde med non-profit organisationen INDEX: Design to Improve Life® igangsætter regeringen nu den landsdækkende innovationskonkurrence Danmarks Design to Improve Life Udfordring for landets folkeskoleelever. Det nationale vinderteam modtager en pris på 50.000 kroner.
Konkurrencen skydes i gang ved i et kickoff event den 29. august på Kulturværftet i Helsingør.
Uddannelsesminister Morten Østergaard:
- Jeg glæder mig over, at vi nu kickstarter innovationskonkurrencen for landets skoleelever. Danmark skal være løsningernes land, hvor innovative løsninger på udfordringer omsættes til vækst og beskæftigelse. Det er derfor vigtigt, at vores børn og unge allerede fra en tidlig alder udfordres til at tænke innovativt. Jeg opfordrer alle skoler til at deltage i konkurrencen og ser frem til deres bidrag, siger Morten Østergaard.
Undervisningsminister Christine Antorini:
- Vi har brug for innovative og kreative børn og unge, der lærer at arbejde med at omsætte en idé til et design eller et produkt. Derfor har vi særligt fokus på innovation og entreprenørskab i folkeskoleaftalen – blandt andet med det nye fag Håndværk og Design og ved at gøre innovation mere tydelig i alle fag. Både elever i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne skal møde arbejdsformer, der udvikler deres kreative og innovative evner, og Danmarksudfordringen er med til at gøre eleverne mere parate til at løse fremtidens udfordringer, siger Christine Antorini.
Konkurrencen fokuserer på deltagernes evner til at designe lokale løsninger på globale udfordringer. Initiativet bygger på designbaseret læring med elevengagerende arbejdsformer og bæredygtighed i centrum. Den er åben for elever fra 1. klasse til og med ungdomsuddannelsernes afgangsklasser.
Det vindende projekt kåres den 23. januar 2014, hvor uddannelsesminister Morten Østergaard, undervisningsminister Christine Antorini, erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen og miljøminister Ida Auken sammen overrækker præmien på 50.000 kroner til det vindende elevteam.
Vand fra oven, fra neden og fra siden
Temaet for konkurrencen er "Klimaforandringer med for meget vand fra oven, fra neden og fra siden".
Initiativet skal aktivere samfundets udfordringer som unikke og meningsfulde læringsressourcer i skolen. Samtidig skal eleverne aktiveres som innovations- og inspirationsressourcer i samfundet for at skærpe Danmarks styrkeposition inden for human innovation og dermed bane vejen for vækst.
Initiativet er en del af regeringens innovationsstrategi, der skal skabe en mere innovativ arbejdsstyrke og flere grønne arbejdspladser i fremtiden.
Konkurrencen blev første gang lanceret i december 2012. Folkeskoleelevernes del af konkurrencen blev sat på standby i forbindelse med lærerlockouten, mens den fortsatte for elever på ungdomsuddannelserne.
Netværk og inspiration for landets lærere
Ved kickoff eventen mødes lærere fra hele landet, danner netværk og får inspiration.
Der vil blandt andet være oplæg af uddannelsesminister Morten Østergaard, borgmester i Helsingør Johannes Hecht-Nielsen og konsulent René Toft Hansen fra Naturstyrelsen. Der vil også være workshops i nye, innovative undervisningsformer ved konsulent Heidi Lyng og uddannelsesdirektør Sille Askefrø fra INDEX: Design to Improve Life®.
Lærere får således en enestående mulighed for at blive introduceret til nye innovative teknikker og metoder, der skal hjælpe elever med at være kreative og engagerede i deres arbejde i klasseværelset og i samfundet.
Under eventen præsenterer to vinderteam fra ungdomsuddannelserne de designløsninger, de har arbejdet med i foråret. Det drejer sig om et elevteam fra Helsingør Gymnasium, der har designet en app med info om blandt andet skybrud, og et elevteam fra Aarhus Katedralskole, der har designet en drænflise til gadebelægning.
De står bag
Danmarks Design to Improve Life Udfordring faciliteres af INDEX: Design to Improve Life® og har opnået støtte fra Lauritzen Fonden, HOFOR og fra et partnerskab mellem Uddannelsesministeriet, Undervisningsministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet. Desuden bidrager Miljøministeriet til initiativet.
Stadig muligt at deltage
Der er få pladser tilbage til kickoff eventen, og det er stadig muligt at melde elever til konkurrencen. Deltagelse er gratis, og tilmelding sker ved kontakt til projektleder Lotte Stenlev, e-mail: ls@designtoimprovelife.dk.
For yderligere oplysninger, kontakt:
For information angående Danmarks Design to Improve Life Udfordring:
Projektleder Lotte Stenlev, e-mail: ls@designtoimprovelife.dk
Uddannelsesministeriet:
Presseansvarlig Ingeborg Nielsen, tlf. 2211 0200, e-mail: imen@fivu.dk
Undervisningsministeriet
Presseansvarlig Karen Tidemann, tlf. 3392 5098, e-mail: katid1@uvm.dk
Erhvervs- og Vækstministeriet:
Pressesekretær Søren Møller Nielsen, tlf. 2244 5060, e-mail: smn@evm.dk
Handlinger tilknyttet webside