Gå til indhold

InnovationSTORM 2013: Fem virksomheder får priser for innovation

18. september 2013
INVITATION TIL PRESSEN: Fem af Danmarks mest innovative virksomheder bliver kåret ved innovationskonkurrencen InnovationSTORM. H.K.H. Prinsesse Marie, uddannelsesminister Morten Østergaard og formanden for Rådet for Teknologi og Innovation Conni Simonsen uddeler innovationspriserne.

Hver dag stormer danske virksomheder frem med banebrydende, ambitiøse, overraskende, dagligdags, fornuftige, skæve og nødvendige innovationer.

For at belønne nogle af de mange innovative produkter, processer og services, som dagligt udvikles i de danske virksomheder, har Uddannelsesministeriet og Rådet for Teknologi og Innovation udskrevet konkurrencen InnovationSTORM 2013.

Omkring 200 danske virksomheder tilmeldte sig konkurrencen med innovative produkter og serviceydelser. 25 virksomheder er blevet nomineret til en af de fem innovationspriser, og den 25. september bliver de fem vindere kåret.

H.K.H. Prinsesse Marie og uddannelsesminister Morten Østergaard vil overrække præmier sammen med formand for Rådet for Teknologi og Innovation, Conni Simonsen. Juryen består af eksperter inden for udvikling, teknologi og iværksætteri.

Vinderen af InnovationSTORM 2013 får 200.000 kroner. Vinderne af de øvrige kategorier belønnes med en pris på 100.000 kroner.

Pressen inviteres til at deltage i arrangementet.

Alle virksomheder kan satse på innovation

Morten Østergaard fremhæver, at hver nomineret virksomhed bidrager med et unikt, innovativt produkt med stort potentiale.

- Det er afgørende for Danmarks konkurrenceevne, at flere danske virksomheder kaster sig ud i at udvikle nyt, da nye ideer, produkter og services medfører vækst og beskæftigelse. De virksomheder, der er nomineret til de fem innovationspriser, har med succes omsat innovative ideer til nye produkter og services. Virksomhederne kommer fra hele landet, fra forskellige brancher og varierer i størrelse, og det er et udtryk for, at alle typer virksomheder kan få meget ud af at satse på innovation, siger Morten Østergaard.

Conni Simonsen er imponeret over, at så mange innovative virksomheder har skabt nye, banebrydende produkter og services.

- Der er en ny generation af virksomheder på vej med konkurrencedygtige, visionære og nytænkende produkter, der vil komme til at præge vores hverdag i de kommende år. Virksomhederne har samtidig stort fokus på at skabe innovative løsninger på samfundets problemer, og er klar til at erobre nye internationale markeder. Det lover godt for vores fælles fremtid, siger Conni Simonsen

InnovationSTORM 2013 finder sted
den 25. september 2013, kl. 12.00-16.30
 i Moltkes Palæ, Dronningens Tværgade 2, 1302 København K

Innovationspræmierne uddeles i fem kategorier. Juryen vil være til stede og redegøre for præmiernes fordeling. Imellem en række festlige indslag vil det være muligt at høre om nye måder at tænke innovation på fra en lang række virksomheder og eksperter, der til daglig beskæftiger sig med Danmarks innovationsevne.

De fem kategorier

InnovationSTORM 2013 er inddelt i fem kategorier:

  • OrkanSTORM – den fremadstormende: Innovationen, der på særlig kort tid har opnået succes
  • TornadoSTORM – den udadstormende: Innovationen, der fokuserer globalt
  • SneSTORM – den visionære: Innovationen, der er særlig nytænkende og innovativ
  • TropiskSTORM – den medmenneskelige: Innovationen, der bidrager til menneskers livskvalitet
  • InnovationSTORM 2013: Årets innovation.

Juryen

Panelet, der har nomineret 25 af de 200 virksomheder og indstillet de fem bedste til en pris, består af:

  • Martin Bendsøe, dekan ved DTU og præsident for ATV
  • Marianne Tromborg, medstifter, Tromborg ApS
  • Mette Lykke, medstifter, Endomondo
  • Preben Mejer, medstifter, InnovationLab
  • Vincent Hendricks, professor i filosofi, Københavns Universitet

Sådan tilmelder du dig

Presserepræsentanter kan tilmelde sig arrangementet på e-mail sbj@fi.dk senest den 23. september klokken 11.00. Navn og medie bedes oplyst i mailen.


For yderligere oplysninger, kontakt:

Kontorchef Thomas Alslev Christensen, tlf. 2089 7226, e-mail tac@fi.dk
Fuldmægtig Pernille Slots Larsen, tlf. 7231 8293, e-mail psl@fi.dk
Presse- og kommunikationskonsulent Steen Bruun Jensen, 4132 6030, e-mail sbj@fi.dk

Følg også arrangementet på Twitter via #innostorm

Handlinger tilknyttet webside