Kom til Forskningens Døgn den 2., 3. og 4. maj
Hvad betyder de sociale medier for den politiske debat? Hvad sker der, når du råber i et lyddødt rum? Hvor er rumforskningen på vej hen? Vil der være brug for mænd i fremtiden? Hvordan tæller man egentlig fisk i havet?
250 arrangementer
Få svar på disse og mange flere spørgsmål, når Forskningens Døgn 2013 skydes i gang med flere end 250 arrangementer over hele Danmark. 2., 3. og 4. maj har danskerne mulighed for at få et indblik i en fascinerende verden af videnskab, underholdning og overraskelser. Det hele er gratis.
- Det er som sædvanlig et flot og spændende program for Forskningens Døgn, som arrangører over hele landet har lagt for publikum. Jeg vil opfordre alle til at udnytte muligheden for på første hånd at opleve, hvordan forskerne arbejder, og at der er uanede muligheder i forskningen. Danmarks fremtidige placering i den globale konkurrence er helt afhængig af, at vi vækker børn og unges nysgerrighed og interesse for at undersøge ubesvarede spørgsmål, så talenter vælger forskningen som karrierevej. Kan Forskningens Døgn vække den nysgerrighed, har arrangementet levet op til et af sine fineste formål, siger uddannelsesminister Morten Østergaard.
Åbningsarrangement i Aarhus
Forskningens Døgn 2013 begynder den 2. maj med et stort åbningsarrangement på VIA University College i Aarhus med deltagelse af blandt andre HKH Kronprins Frederik og uddannelsesministeren.
Under åbningsarrangementet vil Uddannelsesministeriets Forskningskommunikationspris på 100.000 kroner blive overrakt til en forsker eller gruppe af forskere, der gennem vedkommende formidling har formået at skabe bred opmærksomhed om sin forskning.
Desuden vil vinderen af en innovationskonkurrence udskrevet af Uddannelsesministeriet og VIA University College til studerende på de videregående uddannelser blive kåret. Med prisen følger 50.000 kroner og professionel coaching som hjælp til produktudvikling og realisering af den gode ide.
VIA University College bryder med de traditionelle rammer og inviterer gæsterne til at sidde på bolde i stedet for stole som en påmindelse om, at vi konstant skal tænke i nye innovative løsninger.
Udpluk af begivenheder under Forskningens Døgn:
Aalborg
Forskningen flyttes ud i Aalborgs gågader. Her kan du blandt andet tage en ægte robot i hånden, finde ud af, hvordan man udvikler et computerspil, møde børneentertainer Sebastian Klein og overvære fysik- og kemishow.
Aarhus
Campus Aarhus N på VIA University College er omdannet til en stor forskningsmesse med over 40 stande, der byder på alt fra tekstiler, der kan redde liv, til digitale medielege i fremtidens børnehave. Om fredagen kan du blive meget klogere på begrebet ”Smart Energy” på Aarhus Universitet, der præsenterer forskning inden for bæredygtige energiformer og andre emner, der har med energi at gøre.
Odense
På Flakhaven ved Odense Rådhus kan du blandt andet opleve arrangementerne ”Fra gris til gas”, ”Kan allergi forebygges” eller tage et smut i Sansibar, hvor du kan lære om proteiner og deres effekt på din krop. Du kan også tage til Matematikfestival i Cafe Biografen.
Roskilde
På Stændertorvet kan du være med til at lave en røgsky, udforske, hvilken hjernehalvdel du domineres af og opleve, hvordan en haj ser ud indvendig. Torsdag inviteres du indenfor på DTU Risø Campus, hvor du blandt andet kan blive klogere på, hvordan man daterer et fortidsmenneske, om køleskabe kan nedkøles med magnetisme, og hvad der sker med en kernereaktor, når den lukkes ned.
København
Der er forskertorv på Københavns Rådhusplads og Frue Plads. Her kan du blandt andet møde økologiske får fra Valby Bækgaard, stifte bekendtskab med den gastronomiske legestue fra Københavns Universitet og tage med på bjørnedyrsjagt. På Professionshøjskolen Metropol på Nørrebro kan du møde en ko og finde ud af, hvad den kan lære dig.
Om Forskningens Døgn
- Forskningens Døgn er en landsdækkende videnskabsfestival, som arrangeres af Uddannelsesministeriet i samarbejde med en lang række organisationer og frivillige landet over.
- Festivalen er afholdt hvert år siden 2005, hvor den blev indstiftet.
- Formålet er at øge interessen for forskning i befolkningen og skabe forståelse for den betydning, som forskning har for vores samfund og hverdag.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Projektleder på Forskningens Døgn, Katja Gunnertoft Bojsen, tlf. 7231 8344, mobil 41315526, e-mail: kabo@fi.dk
Fuldmægtig, Sekretariatet for Forskningens Døgn, Rasmus Bach Hansen, tlf. 7231 8211, e-mail: rbh@fi.dk
Handlinger tilknyttet webside