Danmark i balance: Regeringen sætter skub på regionalisering af uddannelserne
Danske virksomheder kan nu se frem til endnu mere kvalificeret arbejdskraft.
Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen har godkendt to akademiuddannelser i henholdsvis El-installation og VVS-installation. Ministeren har desuden godkendt 15 nye udbud inden for det tekniske område.
De to akademiuddannelser er videregående voksenuddannelser, som typisk er tilrettelagt på deltid.
Godkendelserne er sket efter en ekstra prækvalifikationsrunde, der har haft fokus på at understøtte indsatsen for mere VEU-aktivitet inden for det tekniske og produktionsrettede område og derigennem at løfte kompetenceniveauet i arbejdsstyrken.
- Hvis Danmark skal lykkes med at fastholde og tiltrække arbejdspladser inden for de tekniske og produktionsrettede områder, er det vigtigt, at virksomhederne kan få de kompetencer, de har brug for. Udviklingen i denne sektor går stærkt. Det skaber behov for, at vi videreuddanner os gennem hele arbejdslivet og på alle niveauer. De nye uddannelser og udbud skal være med til at løfte kompetenceniveauet i arbejdsstyrken og understøtter udviklingen og fastholdelsen af arbejdspladser i hele Danmark i mange år fremover, siger minister Esben Lunde Larsen.
Ministeren har truffet sine afgørelser på baggrund af indstillinger fra RUVU, som er det rådgivende udvalg for vurdering af udbud af videregående uddannelser.
På det videregående voksen- og efteruddannelsesområde er der i perioden 2014-2020 afsat 357 millioner kroner til mere aktivitet og et forhøjet taxametertilskud til de tekniske akademiuddannelser. Nedsættelsen af deltagerbetalingen omfatter eksisterende og navnlig de nye uddannelser på det tekniske område, men kan også udbredes til andre områder, som bidrager til at understøtte Danmark som produktionsland.
Uddannelsernes og udbuddenes endelige godkendelse afhænger af, at de efterfølgende opnår positiv uddannelsesakkreditering hos Danmarks Akkrediteringsinstitution.
Prækvalifikation
- Prækvalifikation blev indført 1. juli 2013 og betyder, at relevansen af alle nye uddannelser og udbud af videregående uddannelser skal vurderes.
- Formålet med prækvalifikation er at sikre, at udviklingen inden for de videregående uddannelser er hensigtsmæssig set i et samfundsøkonomisk og uddannelsespolitisk perspektiv.
- Prækvalifikation skal således sikre en overordnet balance i den samlede udvikling af de videregående uddannelser - herunder, at der ikke sker overudvikling af nogle uddannelsestyper eller fagområder eller, at der opstår en skæv geografisk spredning af uddannelsesudbuddene.
- Læs mere om RUVU
Danmarks Akkrediteringsinstitution - Oversigt over de 18 ansøgninger om prækvalifikation (pdf)
Kontakt Styrelsen for Videregående Uddannelser:
Kontorchef Jette Søgren Nielsen, tlf.: 7231 8620, e-mail: jsn@uds.dk
Presse- og kommunikationsansvarlig Ingeborg Marie Nielsen, tlf.: 7231 8654, e-mail: imen@uds.dk
Handlinger tilknyttet webside