Dansk forskning ligger i international top
Den danske forskningsproduktion er stor sammenlignet med andre lande. Kun Schweiz og Island producerer flere videnskabelige publikationer per indbygger end Danmark.
Samtidig har dansk forskning høj videnskabelig gennemslagskraft. Målt på citationer per videnskabelige publikationer ligger Danmark nummer fire på landelisten. Og ser man andelen af landenes publikationer, som er blandt de ti procent mest citerede videnskabelige publikationer, indtager Danmark en tredjeplads.
Det viser det netop offentliggjorte årlige ”Forskningsbarometer”, som giver et overblik over dansk forskning og sætter dansk forskning ind i en international kontekst.
Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen siger om de nye resultater:
- Jeg er glad for og stolt over, at dansk forskning rummer så stor kvalitet og gennemslagskraft. Men jeg er også meget optaget af, at forskningen kommer ud og skaber værdi i vores samfund. For det er forskning, der kan give Danmark mere at leve af.
- Selvom vi allerede i dag får meget ud af den forskning, der bedrives i Danmark, skal vi blive endnu bedre til at få udbredt vores forskningsresultater, så de bliver mere anvendt af virksomheder. I dag ligger Danmark eksempelvis kun i midterfeltet, når det kommer til antallet af nye opfindelser, patenter samt licens-, salgs- og optionsaftaler fra de offentlige forskningsinstitutioner.
I de kommende dage samler uddannelses- og forskningsministeren 100 repræsentanter fra videninstitutioner, virksomheder og organisationer for netop at diskutere, hvordan forskning bedst muligt bidrager til udvikling af nye løsninger og ideer, og dermed på sigt fører til vækst, beskæftigelse og øget velfærd.
Det nye barometer viser også, at Danmark, næstefter Israel, har den højeste andel af universitetsforskning, som bliver finansieret af eksterne midler fra udlandet, erhvervslivet og fra private nonprofit-fonde og organisationer.
- Jeg glæder mig over, at danske universiteter succesfuldt tiltrækker eksterne midler fra fonde, organisationer og udlandet. Det vidner om, at andre gerne vil støtte dansk universitetsforskning, fordi de finder den relevant og af høj kvalitet, siger Esben Lunde Larsen.
De positive resultater skal ses i lyset af, at Danmark i 2013 lå på en 6. plads blandt OECD-lande, når man ser på den udførte forskning i relation til bruttonationalproduktet.
Opdelt på forskning udført af universiteter og øvrige offentlige institutioner lå Danmark på en førsteplads, mens dansk forskning udført af erhvervslivet lå på en 9. plads.
Landesammenligningen er baseret på tal fra 2013, da disse er de nyeste sammenlignelige OECD-tal.
Fakta om 'Forskningsbarometeret'
- 'Forskningsbarometeret' bygger på internationale data vedrørende forskning, EU-forskningsmidler og ph.d.-grader samt videnskabelige publikationer og citationer.
- Barometeret rummer også landesammenligninger af offentlig forskning fordelt på videnskabelige hovedområder.
- Årets udgave indeholder, som noget nyt, en landesammenligning af de prestigefyldte bevillinger fra ERC – Det Europæiske Forskningsråd.
- Forskningsbarometeret, der årligt udgives af Uddannelses- og Forskningsministeriet, er rettet mod alle med interesse for forskningsområdet. Det primære formål er at skabe faktuelt overblik over den danske forskningsprofil og med få centrale indikatorer sætte dansk forskning ind i en international kontekst.
Fakta om Kommercialiseringsstatistikken
- Statistikken for kommercialisering af forskningsresultater er baseret på data fra 14 offentlige forskningsinstitutioner, som omfatter otte universiteter, to sektorforskningsinstitutioner og fire sygehusforvaltninger i Danmark.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Kontorchef Andreas Blohm-Graversen, Styrelsen for Forskning og Innovation, tlf: 72 31 84 02, e-mail: abg@fi.dk
Pressekonsulent: Trine Søndergaard, Uddannelses- og Forskningsministeriet, tlf: 72 31 80 09, e-mail: tri@ufm.dk
Handlinger tilknyttet webside