Gå til indhold

Fem fremragende forskere hyldes med Eliteforsk-priser

28. februar 2018
Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind uddeler i dag EliteForsk-priser til fem af Danmarks dygtigste yngre forskere for at skabe opmærksomhed om de klogeste hoveder og hylde de største forskningsresultater.

Cellers hukommelse, hvordan lys virker sammen med vores allermindste byggesten, den grundlæggende matematik bag kvantefysikken, forskning i blodtryk, der kan gøre livet bedre for millioner af mennesker, og kemiske processer, der er fundament for at masseproducere fødevarer.

Årets fem Eliteforsk-vindere spænder bredt, og for første gang er der også en forsker fra det private erhvervsliv blandt modtagerne.

Alle fem modtager i dag 1,2 millioner kroner som en påskønnelse af deres store indsats i forskningens tjeneste. Heraf er 200.000 kroner en personlig hæderspris, mens 1.000.000 kroner går til deres forskningsaktiviteter.

Priserne bliver uddelt af uddannelses- og forskningsminister Søren Pind ved et arrangement i Operaens foyer i København.

- I dag hylder vi nogle af dansk forsknings fyrtårne. De sprænger rammerne og tør søge det stykke længere, så man når ud og finder det, som ingen andre har fundet.. Med nysgerrighed, flid og fordybelse skaber de nye erkendelser, som gør os alle rigere og klogere. Derfor skal vi fejre dem, siger Søren Pind.

Modtagerne af Eliteforsk-prisen 2018 er:

Ved samme lejlighed modtager tyve dygtige ph.d.-studerende EliteForsk-rejsestipendier på 200.000 kr. Stipendierne hjælper til, at de studerende kan rejse ud i verden og dygtiggøre sig ved nogle af verdens bedste forskningsmiljøer.

- Det er godt, at talenterne inden for forskning suger den viden til sig, der findes uden for vores egne grænser. Rejsestipendiaterne giver unge og talentfulde ph.d.-studerende mulighed for at få viden og inspiration blandt førende forskere på de bedste uddannelsesinstitutioner i verden, siger Søren Pind.


Yderligere oplysninger, kontakt:

Pressesekretær i Uddannelses- og Forskningsministeriet, Jakob Sejr Teichert: telefon 7231 9503 eller e-mail jte@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside