51 millioner baner vejen til fremtidens fødevareforskning
Ny viden om ingredienser, der eksempelvis kan forlænge holdbarhed på fødevarer. Eller forskning i forbrugeradfærd, så butikkerne kan præsentere det sunde og bæredygtige bedre.
Forskningsinfrastrukturen FOODHAY med Aarhus Universitet i spidsen får en bevilling på 51,5 millioner kroner. Dermed får danske fødevareforskere og virksomheder helt nye muligheder.
- Der er et stort potentiale i sundere og mere bæredygtige fødevarer – både for virksomhederne, for vores sundhed og for klimaet. Eksempelvis ryger alt for meget mad i dag i skraldespanden, fordi holdbarhedsdatoen er udløbet. Med FOODHAY får forskerne en vigtig platform til at udvikle ny viden, der kan forlænge holdbarheden – med forskning frem for kemikalier, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.
Blandt andet vil der være simuleringer af forbrugeres fødevareindkøb kombineret med sanse- og adfærdsoplevelser. Det kan give svar på, hvorfor vi vælger et produkt frem for et andet med samme pris. Og med FOODHAY anskaffes instrumenter, der kan undersøge råvarer og ingredienser ned til mindste bestanddel. Det er afgørende, hvis nye og grønne proteinkilder skal udvikles.
- Regeringen har indgået klimapartnerskaber med blandt andet fødevare- og handelsbrancherne, og forskning og innovation er central, hvis vores virksomheder skal producere og sælge mere klimavenligt, så vi indfrier vores fælles grønne ambitioner, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.
FOODHAY etableres i samarbejde mellem Aarhus Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Københavns Universitet, Arla og Teknologisk Institut, og det samlede budget bliver på 103 millioner kroner. Flere virksomheder og organisationer støtter og vil deltage i forskningen hos FOODHAY. FOODHAY er et forslag fra Dansk Roadmap for Forskningsinfrastruktur 2015.
For yderligere oplysninger, kontakt
Pressesekretær Jakob Sejr Teichert, tlf.: 7231 9503, email: jte@ufm.dk
Handlinger tilknyttet webside