Forskning viser hurtige resultater i kampen mod coronavirus
Det opsigtsvækkende studie viser, at personer smittet med coronavirus lader til at komme sig 31 procent hurtigere, hvis de modtager lægemidlet Remdesivir. Forsøgene har desuden vist, at dødelighed falder fra 11 til 8 procent blandt de patienter, der får behandling med lægemidlet frem for placebobehandling. Studiet er foretaget af det amerikanske National Institutes of Health (NIH), men det er et internationalt projekt, der også har dansk deltagelse af forskere fra Rigshospitalet.
- Vi har forskere i verdensklasse i Danmark, som lige nu knokler for at skabe resultater i kampen mod corona. Projektet her er et godt bevis på, hvor vigtigt det er med internationalt samarbejde. Jeg er imponeret over forskernes arbejde, og det er så godt, at vi allerede nu får nogle midtvejsresultater, der peger i den rigtige retning, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.
Regeringen og et samlet Folketing har støttet den danske del af forskningsprojektet med omkring 10 millioner kroner. Det skete som led i, at et enigt Folketing besluttede at give i alt 150 millioner kroner ekstra til hurtigt at kunne støtte coronarelateret forskning og udvikling. Det har blandt andet betydet, at 19 forskellige forskningsprojekter kunne komme i gang med det samme i kampen mod corona.
- Det har hele tiden været vigtigt for regeringen at få gang i coronarelateret forskning så hurtigt som muligt. Og det har vi kunnet med bred støtte fra Folketinget. Der er allerede nu flere eksempler på, at det bærer frugt. Det understreger, hvordan forskningen spiller en kæmpe rolle. Forskere over hele landet arbejder lige nu på højtryk for at sikre bedre behandling, bedre test og mere viden omkring coronavirus, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.
Flere private fonde og Danmarks Innovationsfond støtter også coronarelaterede forskningsprojekter, hvilket betyder, at der samlet set er afsat flere end 350 millioner kroner til forskning og udvikling i løsninger, der kan hjælpe samfundet i kampen mod coronavirus.
- Læs pressemeddelelsen "Ni projekter får millioner til corona-forskning"
- Læs pressemeddelelsen "10 nye forskningsprojekter til kamp mod COVID-19"
For yderligere oplysninger, kontakt:
Pressekonsulent i uddannelses- og forskningsministeriet, Rasmus Baad: 7231 8073 eller rasb@ufm.dk
Handlinger tilknyttet webside