93.388 har søgt ind på en videregående uddannelse i år
Pressemeddelelsen er opdateret med nye afsnit d. 5. juli kl. 15.55. De nye afsnit er markeret med en *.
I dag klokken 12.00 var der frist for at søge ind på de videregående uddannelser, og i år har 93.388 ansøgere sendt en ansøgning afsted. Det er et fald på 1.216 ansøgere i forhold til sidste år og svarer til en procent. *Men antallet af ansøgere er det tredjehøjeste nogensinde.
- Sidste år var et særligt år, hvor corona-situationen betød, at der var ekstraordinært mange ansøgere. Men selvom der i år er tale om et meget lille fald i antallet af ansøgere, så er det stadig godt, at så mange har lyst til at tage en videregående uddannelse. En af de bedste investeringer, man kan gøre i sit liv, er og bliver uddannelse. Vores politiske opgave er at sikre, at man kan uddanne sig bredt og i hele landet. Så hele Danmark kan få glæde af de studerendes kompetencer, når de kommer ud på den anden side af studielivet, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.
*I år er det pædagoguddannelsen, som er den mest søgte uddannelse. Her er der 5.644 1. prioritetsansøgere fordelt på de 23 steder i landet, hvor man kan læse uddannelsen. Herefter er det sygeplejerskeuddannelsen, som har trukket næstflest ansøgere. Her er der tale om 4.703 1. prioritetsansøgere. Den uddannelse med tredjeflest ansøgere er medicin, hvor der i år har været 4.615 1. prioritetsansøgere.
Fakta om årets søgning
I alt har 93.388 søgt ind på en videregående uddannelse i år.
Ansøgerne får svar den 28. juli 2021. Uddannelses- og Forskningsministeriet offentliggør den 28. juli klokken 00.01 hovedtal fra Den Koordinerede Tilmelding med antal ansøgere, antal optagne samt adgangskvotienter på de forskellige uddannelser på www.ufm.dk
I 2020 søgte 94.604 ind på en videregående uddannelse, inden fristens udløb den 5. juli kl. 12. Heraf blev 69.526 tilbudt optagelse på en uddannelse.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Henvendelser til uddannelses- og forskningsministeren: Ministeriets pressetelefon 7231 8181
Henvendelser vedrørende søgetal: Områdeleder Tine Bjerregaard, tlf.: 7231 8885, e-mail: tbj@ufm.dk
Handlinger tilknyttet webside