Gå til indhold

Danmark indgår forskningsaftale med Japan

23. januar 2008
Danske forskere har udsigt til et tættere samarbejde med kolleger i et af verdens absolut førende vidensamfund. Det er resultatet af den samarbejdsaftale på forskningsområdet mellem Forsknings- og Innovationsstyrelsen og Japan Science and Technology Agency.

Danske forskere har udsigt til et tættere samarbejde med kolleger i et af verdens absolut førende vidensamfund.

Det er resultatet af den samarbejdsaftale på forskningsområdet mellem Forsknings- og Innovationsstyrelsen og Japan Science and Technology Agency, der i dag blev underskrevet ved en ceremoni i København. Efter USA og Kina er Japan det land i verden, der afsætter flest midler til forskning og innovation.

Aftalen er et direkte resultat af statsminister Anders Fogh Rasmussens møde med den daværende japanske premierminister Shinzo Abe i november 2006, hvor man drøftede mulighederne for at intensivere forskningssamarbejdet mellem de to lande.

– Aftalen er endnu et vigtigt led i regeringens bestræbelser på at åbne døren til verdens videncentre. Jeg er derfor godt tilfreds med, at det nu er lykkedes at skabe et reelt indhold i de gode intentioner – både fra dansk og japansk side – om et styrket samarbejde, siger videnskabsminister Helge Sander.

– Japan er i dag et af verdens absolut førende vidensamfund med markante investeringer i forskning og udvikling samt universiteter i verdenseliten. Så det er absolut et attraktivt land at samarbejde med, siger Helge Sander.

Med udgangspunkt i aftalen sættes der nu et konkret forskningssamarbejde i gang inden for life science med fokus på klinisk forskning i 2008. Projektet finansieres i samarbejde mellem de danske og japanske myndigheder.


Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes via kommunikationschef Niels Hovmand på tlf.: 4082 8958 eller nho@vtu.dk.

[Pressemeddelelsen indeholdt links til sider, som ikke længere er aktive. Disse links er fjernet fra pressemeddelelsen. Se i stedet: Forskningssamarbejde med Japan]

Handlinger tilknyttet webside