Gå til indhold

Fælles nordisk flagskib: Eliteforskning inden for klima, energi og miljø

28. oktober 2008
De nordiske forskningsministre har godkendt en storstilet, fælles nordisk satsning på eliteforskning inden for klima, energi og miljø.

De nordiske forskningsministre har godkendt en storstilet, fælles nordisk satsning på eliteforskning inden for klima, energi og miljø.

Projekt Nordisk Topforskning søsættes efter nytår med et budget på godt 350 mio. kr. over de kommende fem år.

– Denne elitesatsning vil være et ambitiøst flagskib, som understøtter Nordens internationale position som førende forsknings- og miljøregion. Timingen er også god i forhold til den internationale klimakonference i København næste år, siger videnskabsminister Helge Sander.
– Samtidig styrker satsningen de nordiske forskningsmiljøers muligheder for at opnå støtte fra EU's forsknings- og udviklingsprogrammer.
– Den markante satsning på eliteforskning inden for klima, energi og miljø er et af de konkrete, markante resultater af statsminister Anders Fogh Rasmussens initiativ, der blev lanceret for ca. halvandet år siden for at ruste Norden til globaliseringens udfordringer, siger Helge Sander.

Delprogrammerne under Nordisk Topforskning er:

  • Effektstudier og tilpasning til klimaforandringer
  • Klimaforandringernes vekselvirkning med kryosfæren
  • Nanoteknik og energieffektivitet
  • Integration af storskala-vindkraft
  • Vedvarende bioenergi
  • Indkapsling og lagring af kuldioxid/CO2

Under de igangværende forhandlinger om globaliseringsreserven har regeringen foreslået, at der afsættes 15 mio. kr. i 2009 og 2010 til de årlige danske bidrag til Nordisk Topforskning.

Finansieringen på godt 350 mio. kr. over de næste fem år kommer dels fra de nordiske landes statsbudgetter (knap 60 procent), dels fra NordForsk, Nordisk Innovationscenter og Nordisk Energiforskning (ca. 30 procent) og dels fra Nordisk Ministerråds budget (godt 10 procent).


Yderligere oplysninger om Nordisk Topforskning kan fås ved henvendelse til Videnskabsministeriet, specialkonsulent Solveig Boesen, tlf.: 7226 5602, sbo@vtu.dk

Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes gennem Videnskabsministeriets informationschef Allan Boldt, tlf.: 3392 9739, abo@vtu.dk

Handlinger tilknyttet webside