Gymnasieelever giver deres bud på et fremtidigt innovativt samfund
Torsdag den 4. september kl. 9.00-12.00 har videnskabsminister Helge Sander inviteret elever fra Egå, Brøndby og Svendborg Gymnasium til at diskutere fremtidens samfund. Eleverne sidder på hver deres gymnasium og diskuterer fremtidens informations- og kommunikationsteknologi (IKT) via videolink.
– Unge skal have mulighed for at komme med input til det samfund, som de i mange år fremover skal være en del af. Jeg er sikker på, at gymnasieeleverne har mange nye ideer og interessante synspunkter, som vi kan drage nytte af, siger videnskabsminister Helge Sander.
På hvert gymnasium deltager omkring 50-60 elever. Debatten bliver sat i gang af et oplæg fra videnskabsminister Helge Sander.
Tre medlemmer af IKT-rådet – direktør i Region Nordjylland Dorte Stiggaard, rektor ved IT-Universitetet Mads Tofte og adm. direktør i Telia Jesper Brøckner Nielsen – styrer debatterne på henholdsvis Egå, Brøndby og Svendborg Gymnasium.
Eleverne skal blandt andet tage stilling til, hvordan sikrer man nytænkning og udvikling i samfundet, hvilke krav der skal stilles til fremtidens offentlige sektor, og hvordan vi indretter sektoren bedst til fremtidens krav om fornyelse.
Elever fra de tre gymnasier vil blive inviteret til at præsentere deres forslag for IKT-rådet på dets næste møde den torsdag 2. oktober 2008.
For yderligere oplysninger kan pressemedarbejder Charlotte Holst kontaktes på 2211 0200 eller chhh@vtu.dk.
Handlinger tilknyttet webside