Helge Sander: Alle talenter skal i spil
Alle talenter skal i spil, hvis vi skal nå målet om, at halvdelen af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse. Flere unge fra ufaglærte hjem skal tage en universitetsuddannelse, og flere kvinder skal gøre karriere som forsker.
Det var et af budskaberne, da videnskabsminister Helge Sander i dag talte ved det årlige Dialogforum i Fredericia, hvor de væsentligste aktører i og omkring den danske universitetsverden er samlet i dag og i morgen.
I 2005 var det kun knap 44 procent af en ungdomsårgang, der tog en videregående uddannelse.
– Hvis vi skal nå målet om de 50 procent, så kræver det et langt skarpere fokus på de grupper, der måske nok har evnerne til det, men som alligevel fravælger en videregående uddannelse. Vi må simpelthen gøre op med den negative sociale arv på universiteterne, siger videnskabsminister Helge Sander.
Undersøgelser har sammenlignet unge med meget høje eksamensgennemsnit – altså dem, der i særlig grad er kvalificerede til at komme på universitetet. Af de, der havde akademikerforældre, var det næsten 80 procent, der gennemførte en videregående uddannelse. Det tilsvarende tal for unge af ufaglærte forældre var kun 50 procent.
– Der er en gruppe af meget dygtige unge fra ufaglærte hjem, der sagtens kunne fortsætte på universitetet, men som alligevel falder fra. Det er rent ud sagt et unødvendigt spild af talent – ikke mindst for den enkelte, siger Helge Sander, der efter påske vil nedsætte en tænketank, som skal komme med konkrete forslag til at dæmme op for den negative sociale arv.
Ministeren sætter også fokus på ligestillingen inden for forskningen. Kvinderne udgør over halvdelen af de studerende, men kun en fjerdedel af lektorerne og kun en ottendedel af professorerne.
– At få alle talenter i spil handler ikke om, at kvinder eller børn af ufaglærte skal have særbehandling. Vi skal ikke have politisk fastsatte kvoter for, hvem universiteterne skal ansætte eller optage. Men i øjeblikket bliver dygtige talenter tabt på gulvet. Det må vi finde nogle løsninger på, siger Helge Sander.
Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes via Videnskabsministeriets pressemedarbejder Christian Lehmann, tlf. 2211 0200, cle@vtu.dk.
Handlinger tilknyttet webside