Helge Sander til Nobelpris-overrækkelse i Stockholm
Videnskabsminister Helge Sander er for første gang i sine syv år som videnskabsminister blevet inviteret til festlighederne i forbindelse med uddelingen af Nobel-priserne. Det sker i morgen, onsdag den 10. december, i Stockholms Koncerthus.
Videnskabsministeren vil overvære uddelingen af Nobelpriserne for medicin, kemi, fysik, litteratur og økonomi samt deltage i den efterfølgende middag med det svenske kongepar i Stockholms Stadshus.
– Det er en stor ære for mig at skulle være med til overrækkelsen af videnskabens fornemmeste priser. Nobelprisen gives til forskning, som har haft betydning for menneskeheden og er en de største anerkendelser, en forsker kan opnå, siger videnskabsminister Helge Sander.
Den første Nobelpris blev uddelt i 1901. Danmark har haft 13 Nobelpris-modtagere gennem tiderne. Seneste danske modtager var Jens Christian Skou, som i 1997 modtog Nobelprisen i kemi.
– De seneste år har vi i Danmark sat øget fokus på eliten – både inden for forskningen og i undervisningen. Det giver danske talenter de optimale muligheder, så jeg håber, at danske forskere i fremtiden kan få flere Nobelpriser, siger Helge Sander.
For yderligere information kan pressemedarbejder Charlotte Holst kontaktes på 2211 0200 eller chhh@vtu.dk.
Handlinger tilknyttet webside