Gå til indhold

Kina-udsending skal åbne døren for danske forskere og studerende

03. juli 2008
Arbejdet med at skabe danske universitetsaktiviteter i Kina er nu kommet et skridt videre.

Arbejdet med at skabe danske universitetsaktiviteter i Kina er nu kommet et skridt videre. Videnskabsminister Helge Sander og Danske Universiteter har udpeget institutleder, professor Ole Fejerskov, Aarhus Universitet, som særlig udsending i de kommende forhandlinger med kinesiske partnere.

Samtidig har alle danske universiteter på et møde forleden besluttet at fortsætte arbejdet med at undersøge mulighederne for at etablere et dansk forsknings- og uddannelsescenter på et af Kinas førende universiteter, oplyser talsmand for Danske Universiteter, rektor Jens Oddershede.

– I arbejdet med at formalisere det dansk-kinesiske samarbejde har vi brug for en person, der kan virke som katalysator undervejs. Jeg er sikker på, at Ole Fejerskovs mangeårige erfaringer, når det gælder samarbejde med Kina på forskningsområdet og hans store kendskab til den danske universitetsverden vil være et rigtigt godt kort for Danmark, siger videnskabsminister Helge Sander.
– Vi arbejder med en model, hvor alle danske universiteter får mulighed for at bidrage til centeret gennem et konsortium. Målet for universiteterne er klart: Det skal være lettere for danske forskere at få adgang til kinesiske vidensmiljøer og at udveksle forskere og studerende mellem Danmark og Kina, siger talsmand for Danske Universiteter, rektor Jens Oddershede.

Det danske center i Kina forventes også at kunne sikre efteruddannelse til kinesiske kandidater, så de lettere kan indgå i arbejdsstyrken hos de cirka 350 danske virksomheder, der allerede er etableret i Kina.

Centeret forventes desuden at udbyde kandidat- og ph.d.-uddannelser og gennemføre egentlige forskningsaktiviteter i Kina.


Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes via pressemedarbejder Charlotte Holst på telefon: 7226 5584 eller chhh@vtu.dk

Talsmanden for Danske Universiteter, rektor Jens Oddershede, kan kontaktes på mobil: 4040 1097.

Prorektor for internationale anliggender ved Aarhus Universitet, Ole Fejerskov, kan kontaktes på telefon: 4037 2027.

Handlinger tilknyttet webside