Ny værktøjskasse skal lette samarbejde mellem forskning og erhverv
En ny værktøjskasse skal gøre det lettere for virksomheder og universiteter at indgå aftaler om samarbejde og patentrettigheder. Bag det nye initiativ står Johan Schlüter-udvalget – en ekspertgruppe nedsat af Videnskabsministeriet sammen med erhvervslivets og forskningsinstitutionernes organisationer.
– Tanken er at gøre kontrakt-forhandlingerne lettere, fordi man ikke skal starte forfra hver gang. Den nye værktøjskasse rummer fem forskellige modelaftaler skræddersyet til forskellige typer af samarbejder. Samtidig giver den svar på en række ofte stillede spørgsmål og overblik over de nationale og internationale regelsæt på området, siger videnskabsminister Helge Sander.
Målgruppen spænder bredt fra direktøren i den mindre virksomhed over forskeren og institutlederen på universitetet til erfarne advokater og patent-medarbejdere på de større virksomheder og institutioner. Værktøjskassen kan findes på uddannelsesministeriets hjemmeside.
– Det er ingen hemmelighed, at det kan være en tung proces at indgå aftaler om samarbejde mellem private virksomheder og den offentlige forskning. På den ene side skal resultaterne af den offentlige forskning publiceres og være til rådighed for alle. På den anden side er der særlige hensyn at tage til patentering og virksomhedernes forretningshemmeligheder. Med de nye modelaftaler gør vi det lettere for parterne at forene disse hensyn, siger Helge Sander.
De nye modelaftaler er et led i regeringens globaliseringsstrategi. Her har regeringen et mål om, at danske universiteter skal være blandt de bedste i verden til at omsætte forskningsresultater til nye teknologier, processer, varer og tjenester. Det skal ske blandt andet ved at styrke samarbejdet mellem den offentlige og private forskning og ved at gøre det lettere at indgå aftaler om patentrettigheder.
– Den nye værktøjskasse er hjælp til selvhjælp. Det er frivilligt både for virksomheder og institutioner, hvordan og hvor meget de vil bruge den. Men det er også klart, at jeg gerne ser, at parterne gør brug af de nye muligheder. For hvis ikke vi bliver dygtigere til at samarbejde herhjemme, risikerer vi, at den spændende forskning i stedet søger til udlandet. Både universiteter og erhvervsliv vil vinde ved at hente inspiration i modellerne, siger Helge Sander.
Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes via pressemedarbejder Charlotte Holst på mobil: 2211 0200.
Udvalgsformanden, advokat Johan Schlüter, kan kontaktes på mobil: 5157 3081.
Handlinger tilknyttet webside