Sander: Digitalisering skal stimulere innovation i ministerierne
- It og digitalisering skal stimulere innovation og udvikling, også i ministerierne, siger videnskabsminister Helge Sander i en kommentar til en ny vejledning om ministeriernes it-strategier.
Vejledningen sætter fokus på de strategiske mål for anvendelsen og udviklingen af it. Herunder fuld digitalisering af de interne arbejdsgange, når det er muligt og hensigtsmæssigt, og regeringens mål om, at al relevant kommunikation mellem det offentlige og borgere og virksomheder fra 2012 skal kunne foregå digitalt.
– Ministeriernes ledelser skal tage ansvar for it-udviklingen. Sætte mål for it-anvendelsen og de ønskede effekter, og hvordan organisationsudviklingen sikres i takt med digitaliseringen, siger Helge Sander.
Vejledningen er udarbejdet af en arbejdsgruppe under Statens It-råd med deltagelse fra ni ministerier. Vejledningen er sendt til samtlige ministerier med en anbefaling om, at de opdaterer deres it-strategier senest med udgangen af 2009 eller ved de eksisterende it-strategiers udløb.
Vejledningen sætter fokus på de strategiske, forretningsbaserede it-mål, hvilken indsats der kræves, og hvorledes resultaterne løbende kan måles. Et centralt, nyt element i vejledningen om ministeriernes it-strategi er rammerne for ministeriernes relationer til Statens It, som over de kommende år overtager driften af mange ministeriers it.
– Det er en væsentlig opgave at udnytte de nye muligheder, som etableringen af Statens It skaber. Ministeriernes ledelser står fortsat inden for deres ansvarsområde i spidsen for udviklingen af nye digitale løsninger til gavn for borgere og virksomheder, siger Helge Sander.
For yderligere kommentarer fra videnskabsminister Helge Sander kontakt Videnskabsministeriets informationschef, Allan Boldt, abo@vtu.dk, tlf.: 3392 9739.
Yderligere information om vejledningen fås i IT- og Telestyrelsen, kontorchef Adam Lebech, ale@itst.dk, tlf: 3545 0124.
Handlinger tilknyttet webside