Sander indleder kampen mod den negative sociale arv
I dag er det kun hver tyvende studerende på universitetet, der kommer fra et hjem med ufaglærte forældre. Tilsvarende har unge fra akademiske hjem en uforholdsmæssig højere chance for at blive forsker end unge fra ufaglærte hjem.
Videnskabsminister Helge Sander vil gøre op med den negative sociale arv på universiteterne og nedsætter nu en idégruppe, der skal identificere konkrete forslag til initiativer. Idégruppen er en direkte opfølgning på Fremtidspanelets rapport fra januar 2008.
– Enhver, der har viljen og evnerne, skal have mulighed for at tage en videregående uddannelse. Det vil åbne døre for den enkelte – og samtidig være til gavn for det danske samfund, der bliver stadig mere afhængigt af højtuddannet arbejdskraft. Derfor skal vi gøre op med den negative sociale arv på universiteterne, siger videnskabsminister Helge Sander.
– Vi har samlet en stærk gruppe med forskellige faglige profiler, hvoraf flere selv er mønsterbrydere. Jeg er sikker på, at de kan bidrage med gode konkrete forslag, der vil kunne realiseres de kommende år, siger Helge Sander.
Idégruppens arbejde skydes i gang ved åbningskonferencen:
"Bryd den Negative Sociale Arv"
Tirsdag den 29. april 2008 kl. 15-17
Festauditoriet på Københavns Universitet (det gamle KVL)
Idégruppen mod Negativ Social Arv består af:
- Prorektor Hanne Kathrine Krogstrup (formand), Aalborg Universitet
- programdirektør Lise Vejse Klint, INDEX:
- ph.d.-studerende Kristoffer Kropp, Københavns Universitet
- seniorforsker Martin D. Munk, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
- professor Klaus Mølmer, Aarhus Universitet
- rigsstatistiker Jan Plovsing, Danmarks Statistik
- centerleder Karen Raunkjær, Studievalg Midt- og Vestjylland.
Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes via kommunikationschef Niels Hovmand på tlf.: 3392 9737 eller på mobil: 4082 8958.
Handlinger tilknyttet webside