Sander inviterer Danske Studerendes Fællesråd med i arbejdet med Erasmus Mundus-uddannelser
04. marts 2008
Videnskabsminister Helge Sander mødes i dag med Danske Studerendes Fællesråds næstformand og uddannelsesordfører, Jeppe Mulvad Larsen.
Videnskabsminister Helge Sander mødes i dag med Danske Studerendes Fællesråds næstformand og uddannelsesordfører, Jeppe Mulvad Larsen.
– Jeg vil invitere de studerende med i arbejdet for at fremtidssikre dansk deltagelse i Erasmus Mundus-uddannelserne, siger Helge Sander.
– Arbejdsgruppen skal belyse de juridiske løsningsmuligheder. Vi skal sikre, at danske studerende og universiteter fortsat kan drage nytte af det europæiske samarbejde om Erasmus Mundus-uddannelser, uden at den danske tradition for betalingsfri universitetsuddannelse undergraves.
Videnskabsministeren vil på mødet med DSF endvidere afvise organisationens ønske om en kammeradvokatundersøgelse af den hidtidige praksis omkring Erasmus Mundus-uddannelser.
– Reglerne har været klare: Universiteterne kan ikke opkræve deltagerbetaling af studerende for undervisning på heltidsuddannelser, hvortil der er ydet fuldt taxametertilskud. Og universiteterne har pligt til at sikre, at studerende, som er optaget på en heltidsuddannelse på et dansk universitet, ikke afkræves deltagerbetaling under studieophold på et udenlandsk universitet.
– Nu gennemgår universiteterne de sager, der har været rejst, og træffer afgørelser om tilbagebetaling i de enkelte tilfælde.
– De studerendes retssikkerhed er klar: Skulle én eller flere af de omtalte studerende være af den overbevisning, at universitetets afgørelse ikke er korrekt, kan man klage til Universitets- og Bygningsstyrelsen. Derfor kan hverken jeg eller styrelsen naturligvis kommentere på de enkeltsager, der har været rejst i medierne, siger Helge Sander.
Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes gennem Videnskabsministeriets informationschef Allan Boldt, tlf.: 3392 9739, abo@vtu.dk.
Handlinger tilknyttet webside