Gå til indhold

Sander: Morgendagens muligheder skal gribes nu!

23. juni 2008
– Det er nu, at Danmarks it- og telesektor og forskningsmiljøer skal kende deres besøgelsestid. Vi har en internationalt set enestående chance for nye digitale, innovative løsninger, men de gode resultater forudsætter vilje, handling og ambitioner, siger videnskabsminister Helge Sander.
– Det er nu, at Danmarks it- og telesektor og forskningsmiljøer skal kende deres besøgelsestid. Vi har en internationalt set enestående chance for nye digitale, innovative løsninger, men de gode resultater forudsætter vilje, handling og ambitioner, siger videnskabsminister Helge Sander.

Ministerens opfordring til de danske virksomheder og miljøer inden for informations- og kommunikationsteknologi samt til de danske forskningsmiljøer generelt kommer i tilknytning til nye muligheder for at få tilladelse til at udnytte bestemte frekvenser i de landsdækkende digitale net.

– Her åbnes for mange nye eller videreudviklede digitale tjenester, eksempelvis interaktivt mobil-tv, mobilt bredbånd, overvågning af større anlæg inden for blandt andet energi og miljø mv., siger videnskabsministeren.

Fra i dag, mandag 23. juni, uddeler IT- og Telestyrelsen tilladelser til at udnytte dele af det landsdækkende digitale tv-sendenet til forsøgs- og forskningsformål i et år fra ultimo oktober 2009 og frem.

Efter tildeling af tilladelse hertil kan der søges om økonomisk støtte under Det Strategiske Forskningsråds tema om informations- og kommunikationsteknologi, hvor der bl.a. vil kunne ydes støtte til forskning i anvendelse af frekvenser i de landsdækkende digitale tv-sendenet. Ansøgningsfristen er her 21. august i år.

– Hvis man vil være med til at sikre Danmark førertrøjen inden for nye anvendelsesmuligheder med digitale sendenet, skal man altså ikke snuppe et par måneder i hængekøjen og derefter begynde at konkretisere sine visioner. Det er nu, porten er åben, og morgendagens muligheder skal gribes, siger Helge Sander.

Den etårige forsøgsperiode med anvendelse af frekvenser i de landsdækkende digitale sendenet er et resultat af en bred politisk aftale. Forligspartierne vil senere – bl.a. med udgangspunkt i erfaringerne fra forsøgsperioden – skulle tage stilling til fordeling af frekvenser i den såkaldte innovationsreserve.


Yderligere oplysninger om frekvenstilladelserne fås ved henvendelse til IT- og Telestyrelsen, souschef Pernille Springborg, tlf.: 3545 0252.

Yderligere oplysninger om forskningsmidler i tilknytning til ovenstående hos Forsknings- og Innovationsstyrelsen, chefkonsulent Birthe Schouby, tlf.: 3544 6219.

Handlinger tilknyttet webside