Sander vil styrke terrorforskningen endnu mere
– Gårsdagens politiaktion har endnu engang understreget, at terrorhandlinger på dansk grund slet ikke er usandsynlige. Derfor mener jeg, at vi skal gøre endnu mere for at styrke forskningen i radikalisering og terrorisme, siger videnskabsminister Helge Sander.
– Derfor er jeg parat til snarest muligt at drøfte med relevante ministerkollegaer og ordførere, hvordan vi kan styrke dette område yderligere – herunder om der er behov for en forbedret koordinering af den eksisterende forskning.
– Forskning alene fjerner selvfølgelig ikke risikoen for terrorrelaterede handlinger i Danmark. Men forskningen kan give os en større viden om årsagerne til disse handlinger, og hvad vi kan gøre for at modvirke dem.
Videnskabsministeren understreger dog, at regeringen allerede har afsat midler til dette område.
Således blev der med finanslovsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti i 2007 afsat i alt 20 millioner kroner til at styrke den forskningsmæssige indsats vedrørende terrorisme og radikalisering.
Det skete med bevillinger til henholdsvis Dansk Institut for Internationale Studier og midler, der udmøntes gennem et Center for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser.
Hertil kommer, at der som følge af globaliseringsaftalen fra 2006 er afsat 40 millioner kroner til forskning i kulturforståelse. Midlerne udmøntes af Det Strategiske Forskningsråd, der for nylig bevilligede cirka otte millioner kroner til et projekt om blandt andet religionens rolle i konflikter.
Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes via kommunikationschef Niels Hovmand på telefon: 3392 9737 eller på mobil: 4082 8958
Handlinger tilknyttet webside