Startskud for eliteuddannelser på universiteterne
Videnskabsminister Helge Sander har godkendt 12 eliteuddannelser på de danske universiteter efter stor interesse og 57 ansøgninger.
– Det er en markant nyskabelse i dansk uddannelsespolitik, at der efter sommer på danske universiteter kan tilbydes eliteuddannelser, som er tilgodeset med et ekstra elitetaxameter, siger Helge Sander.
– Dermed kan også de bedste danske studerende få tilstrækkeligt med udfordringer, og det giver også mulighed for at tiltrække dygtige udenlandske studerende.
De 12 eliteuddannelser fordeler sig med fire etablerede uddannelser og én under akkreditering, der straks efter sommerferien kan optage studerende, samt syv uddannelser, som i første omgang har fået et engangs-udviklingstilskud med henblik på senere akkreditering og studenteroptag.
Af de 12 godkendte uddannelser er ni toårige elitekandidatuddannelser, mens tre er erhvervsorienterede eliteforløb. Godkendelserne lægger beslag på godt 18 mio. kr. af de afsatte 24 mio. kr. i 2008-2009.
– Der har været spændende ansøgninger, som desværre ikke lå inden for rammerne som erhvervsorienterede eliteforløb eller toårige elitekandidatuddannelser. Det gælder blandt andet eliteskolen på Aalborg Universitet og integrerede kandidat- og ph.d.-forløb på Aarhus Universitet, siger Helge Sander.
– Derfor går vi snart videre med en anden udbudsrunde med knap seks mio. kr. i spil for 2008-2009. Her vil jeg overveje, hvordan der kan blive mulighed for at få elitetaxameter eller udviklingstilskud til eliteforløb eller eliteuddannelser på universiteterne, som ligger uden for rammerne for denne første ansøgningsrunde.
De 12 godkendte eliteuddannelser i første ansøgningsrunde er:
- Advanced Economics and Finance, Copenhagen Business School, CBS (*)
- Anthropology and People-Centered Business, Københavns Universitet (+)
- Avancerede interdisciplinære studier inden for molekylær biologi, fysik og kemi, Syddansk Universitet
- Brændselsceller og brint, Danmarks Tekniske Universitet, DTU (+)
- Cognitive Semiotics, Aarhus Universitet (*)
- Humanbiologi, Københavns Universitet (*)
- Industriel matematik, DTU
- International Law, Economics and Management, Københavns Universitet/CBS
- International Master of Science in Quantitative Economics, Aarhus Univers. (*)
- Kemisk og biokemisk teknologi, DTU (+)
- Miljø og sundhed, Københavns Universitet
- Molekylær biomedicin, Københavns Universitet (*)
De fem eliteuddannelser, der er mærket (*), kan efter sommerferien optage studerende. Øvrige, godkendte uddannelser modtager udviklingstilskud.
Uddannelser mærket (+) er erhvervsorienterede eliteforløb. Øvrige, godkendte uddannelser er toårige elitekandidatuddannelser.
Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes gennem Videnskabsministeriets informationschef Allan Boldt, tlf.: 3392 9739, abo@vtu.dk.
Handlinger tilknyttet webside